For 12 år siden besøgte jeg Skt. Petersborg sammen med Vladimir Putin for at åbne en ny Mærsk containerlinjeterminal. Aftalen kom i stand nogle måneder i forvejen, da jeg mødte Putin til et internationalt møde: ’Kommer du, så står der Carlsberg på bordet,’ lokkende han med.
’En Carlsberg kommer på bordet, og pludselig bliver stemningen meget hyggeligere,” lød et gammelt reklameslogan. Og det holdt stik i situationen. Det var hyggeligt, Mærsk var glade, alle var glade og det banende vejen for Putins besøg i København et år senere, hvor et improviseret besøg i Tivoli trak ud til efter officiel lukketid – og Dronningens statsbesøg (det til dato største i hendes regeringstid) få måneder efter.
Det er et øjeblik siden. Men det var en anden tid. Håbefuld. Et Rusland i økonomisk fremgang som rakte ud efter internationale relationer, investeringer, samhandel.
Men det gik galt. Det er der snesevis af geopolitiske årsager til, men man kan ikke tage mennesket ud af ligningen. Den Putin, jeg mødte i Skt. Petersborg og på Færgekroen er en anden end den paranoide og aggressive despot, der troner for enden af et overdimensioneret bord, hvor angstfulde rådgivere ikke tør sige ham imod. I 2011 var jeg i Tivoli med en beleven Putin, der jokede med, at han nød weekendturene til København og Tivoli, da han var ung KGB-agent i Østtyskland. Da jeg sidste mødte ham i november 2018 under fejringen af 100 året for afslutningen af Første Verdenskrig, var han forvandlet til en indelukket, utilnærmelig personage. Vi udvekslende korte bemærkninger om den forandrede stemning omkring North Stream 1, som blev åbnet i 2011, og North Stream 2, som vi på det tidspunkt kæmpede for at lægge sten i vejen for. Uden held. For den tyske afhængighed af russisk gas var for stor til at få Europa til for alvor at engagere sig i modstanden, selvom amerikanerne pressede voldsomt på. Det hjalp måske heller ikke, at presset kom fra Trump, der samtidig satte åbent spørgsmål ved holdbarheden af NATO’s musketer-ed (man kan ikke tage mennesket ud af ligningen).
’Når folkevalgte ledere begynder at bygge paladser til sig selv, er det allerede gået galt,’ sagde Angela Merkel engang til mig. Og det har Putin – som Tyrkiets præsident Erdoğan – gjort. Begge har de tillige lavet forfatningsændringer, som har sikret dem politisk levetid ud over det demokratisk ansvarlige.
Det gør noget ved mennesker. Egenrådighed. Selvtilstrækkelighed. Magt. Og den snigende angst for at miste det hele: Paranoia.
Jeg er ikke psykolog. Og man skal ikke overgøre enkeltpersoners betydning, men man skal heller ikke undervurdere den. Det er steget ham til hovedet. Han sætter sig selv over det hele – menneskerettigheder, folkeretten, sit eget folk velbefindende. Det er galmandsværk.
Og derfor skal han væk – væk – væk. Det er hverken en romantisk drøm om en pludselig demokratisering af Rusland eller udtryk for en tilbundsgående geopolitisk, strategisk analyse. Men det er en stærk følelse fra en, der – om end kun sporadisk – har bevidnet en personlig forvandling. Han er simpelthen en farlig mand.
Jeg håber – og tror – at Europas forenede pres på Rusland vil presse russerne, så det vi oplever i disse dage bliver starten på enden for Vladimir Putin. Uden ham bliver verden ikke perfekt, men den bliver bedre.
Der kommer en Carlsberg på bordet. Den fyldes med benzin – og der kommer en klud i halsen. Den er blevet til en Molotov-cocktail -Probably the Best Beer in the World.
Slava Ukraini!
