Moderaternes vedtægter

Vedtaget på årsmødet den 16. marts 2024.

Moderaterne har fra partiets start være kendetegnet ved en åben og tilgængelig dialog om de udfordringer såvel hverdagen byder på som de udfordringer samfundet står over for på længere sigt. Moderaterne er et åbent politisk parti, hvor det er muligt for både medlemmer og interesserede gennem den digitale platform Det Politiske Mødested at ytre sig, at komme med bidrag og at påvirke partiets politik. 

Moderaterne er ét parti og én forening. Hensigten er at skabe en stærk demokratisk ramme og give hvert eneste medlem direkte indflydelse ved at kunne stemme om de beslutninger, der skal tages på årsmøde og ved urafstemning. 

Moderaterne tager nu de næste skridt mod et parti og en forening, der er tydeligt til stede både lokalt, nationalt og europæisk. Denne udvikling skal ske i en agil, innovativ og meningsfuld politisk og foreningsmæssig ramme, der til enhver tid kan tilpasses den virkelighed, man befinder sig i.

En ramme, der samtidig er bæredygtig og robust, fordrer sikring af tværgående koordination og governance samt stor ledelseskraft. Det er forankret i disse vedtægter og de tilhørende forretningsordener og retningslinjer, der måtte gælde for foreningens respektive enheder. Hermed kan Moderaterne på den bedst mulige måde udvikle sig hen mod en organisatorisk modenhed og yderligere medlemsdemokrati.

Vedtægterne skal derfor tilpasses den udvikling og den periode, Moderaterne aktuelt ser ind i de kommende år. Den demokratiske ramme, som vedtægterne er udtryk for, skal løbende tilpasses de næste faser og udviklingstrin, der naturligt vil komme – lokalt, nationalt og europæisk.