Før og efter 6. marts

For 11 dage siden invaderede Rusland Ukraine og sendte Europa tilbage i kold krig. Sidste søndag holdt den tyske kansler en historisk tale, hvor han trak Tyskland helt ud af skyggerne fra Anden Verdenskrig, der har holdt dem tilbage fra at påtage sig den udenrigs- og sikkerhedspolitiske førertrøje i Europa. Det var et håbefuldt gensvar på Putins aggression, som øjeblikkelig medvirkede til at genskabe et europæisk sammenhold, der i en årrække har været udfordret. Samme dag foreslog jeg tværpolitiske drøftelser om et stærkt dansk gensvar: En markant straksbevilling til dansk forsvar (og håndtering af Ukraine-krigen) og en principbeslutning om at møde vores NATO-forpligtelser over en årrække. I dag har fem af folketingets partier indgået en aftale om en straksbevilling på 7 mia. og en gradvis øgning af forsvarsbevillingerne med 18 mia. Det er ganske enkelt glimrende og har min fulde opbakning. Og jeg kaster mig selvfølgelig også ind i kampen for at få et ja ved folkeafstemningen om fjernelse af forsvarsbeholdet den 1. juni, selvom jeg synes det er et meget kort tilløb. Jeg håber så bare, at den nye tværpolitiske enighed også rækker til de næste skridt. I første omgang en ærlig diskussion om hvilke andre udfordringer det skaber for os. Det ’nationale kompromis’ er indgået på kort tid af fem partier, fordi ’verden er forandret, som de selv udtrykker det. Enig, men så har de også et ansvar for ærligt at forklare hele nationen, at det – mildt sagt – ikke er en gratis omgang at bruge hele det ekstra råderum, der knytter sig til den såkaldte ’overholdbarhed’ i økonomien. Det kommer til at kræve meget skarpere prioriteringer og flere velstandsreformer. Der er et før og efter den 6. marts i dansk politik. Som jeg skrev sidste søndag efter Scholz tale: ”Beslutningerne kommer til at stå i kø, hvis vi skal reagere fyldestgørende på en ny, europæisk virkelighed OG samtidig sikre dansk velfærd og velstand.” /Lars Løkke Rasmussen