Ved Strukturreformen i 2007 blev 271 kommuner til 98, og 14 amter blev til 5 regioner.

Den omorganisering blev grundlaget for en af de største sundhedssucceser i nyere tid. Med amternes nedlæggelse, nye supersygehuse (samling af specialerne), patientrettigheder, pakkeforløb og mere muskelkraft til Sundhedsstyrelsen, fik det danske sundhedsvæsen et spark fremefter.
De tørre tal bl.a. på kræftområdet taler deres eget klare sprog. Fra 2007 til 2021 er den femårige kræftoverlevelse for kvinder steget fra 61 til 70 år og fra 58 til 67 år for mænd.

I dag er udfordringsbilledet et andet end i 2007.

I 2035 forventes det, at der vil være 250.000 flere, der er 65 eller derover. I 2070 regner man med at den ældre befolkning øges med yderligere 250.000, samtidig med at gruppen af mennesker over 80 fordobles. Det er jo først og fremmest positivt, at vi bliver ældre. Men det betyder også, at vi kigger ind i en fremtid med langt flere danskere, der er kronikere og multisyge. Allerede i de sidste ti år er gruppen af patienter med en kronisk sygdom vokset med 160.000, hvilket er en stigning på 20%. i 2050 viser fremskrivninger, at antallet af borgere med KOL og type 2-diabetes stiger med ca. 40%.

Den demografiske udvikling og det ændrede sygdomsbillede vil betyde, at der vil skulle investeres mere i det nære sundhedsvæsen og det vil kræve en større grad af sammenhæng og samarbejde mellem hospital, praktiserende læge og kommune end den vi ser i dag. 

Udover ændringen i demografi og sygdomsbillede, er der også store udfordringer med den geografiske ulighed i sundhed. Kigger man på Danmark i dag, er der som oftest dårligst adgang til sundhedstilbud der, hvor sygdomsbyrden er størst. Fx er antallet af hospitalsansatte speciallæger i Region Hovedstaden 178 per 100.000 indbyggere, mens den i Region Sjælland er 133 per 100.000 indbyggere. Geografien udfordrer også. Der er en tydelig tendens til, at de kommuner med det
laveste indbyggertal generelt ser ind i en fremtid, hvor en større andel borgere er over 80 år. I 2023 er der 2 kommuner, hvor antallet af borgere på over 80 år udgør mere end 10% – i 2050 forventes dette at stige til 66 kommuner.

Sammenligner man Danmark med lande omkring os, går en langt større andel af udgifterne til det specialiserede sygehusvæsen end i landende omkring os, hvor en større andel går til nære sundhedstilbud som fx forebyggelse, ældrepleje eller praktiserende læger. Fra 2003 til 2020 er antallet af sygehuslæger steget med 8000. Der er i samme periode kun ansat 800 flere praktiserende læger. Praktiserende læger er dem, der er tættest på og tovholder for den enkelte sygdomsforløb. Det paradoks – og den udvikling og forværring, vi ser i det, skal og må vi vende nu, og derfor er tiden til forandring og fremskridt. Status quo er ikke en mulighed.

Strukturen og organisering har en betydning for, hvordan vi får skabt de rette rammer for at indrette et stærkt og bæredygtigt sundhedsvæsen med ressourcerne placeret der, hvor de gør mest gavn.

Regionerne er i deres nuværende form og organisering for små til at stå for den overordnede prioritering af sundhedsvæsenet. Og de er for store til at sikre den borgernære kontakt. Mange kommuner er til gengæld for små til at sikre en ensartet kvalitet i de nære sundhedstilbud. 

En grundlæggende organisering for et stærkt sundhedsvæsen bør basere sig på principper om, at bl.a. hospitalerne skal styres fra et mere overordnet niveau, at omdrejningspunktet for al behandling starter og ender så nært som muligt på danskerne og at danskerne oplever tydelig sammenhæng i deres patientforløb uagtet om man er i dialog med kommune, hospital eller praktiserende læge.

Første skridt på vejen mod at løse de udfordringer, har været at nedsætte Strukturkommissionen, som snart kommer med deres konkrete anbefalinger til den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. 

Uanset hvilke anbefalinger Strukturkommissionen må komme med til en ny organisering og struktur for det samlede sundhedsvæsen, så der et behov for, at noget bliver styret mere overordnet fra et nationalt niveau og andet bliver styret fra tættere på fra et nært niveau. 

Nedenfor er forslag – eller delkomponenter – som Moderaterne mener kan være med til at styrke det nære sundhedsvæsen samt skabe en overordnet koordinering og dermed bedre sammenhæng på tværs af Danmark.