SU-­REFORM

Danmark har verdens højeste SU. Det er godt, for alle skal have en mulighed for at tage en uddannelse uanset familiær baggrund. 

Men det udfordrer os, at vi har indrettet os meget anderledes end andre. Unge fra andre EU-lande kommer til Danmark, får gratis uddannelse og verdens højeste SU, og så rejser de fleste hjem igen.

Det er spild af danske skatteyderes penge – og det er de fleste enige om. Derfor har Folketinget ad flere omgange lukket ned for engelsksprogede uddannelser for at holde unge fra andre lande væk, så vi ikke sender SU-penge ud af landet.

Men det er også dumt.

Fremtiden tilhører dem, der kan tiltrække de klogeste hjerner – og det er tilsvarende godt, at danske unge får udviklet deres fremmedsproglige kompetencer. I stedet for at lukke os om os selv skal vi derfor modernisere vores SU-system, så det både sikrer social mobilitet og er internationalt robust.

MODERATERNE vil

  • Flytte fordelingen mellem stipendier og lån på de længerevarende uddannelser.
  • Indføre et ’uddannelsesfradrag’ for færdiguddannede, så den øgede låneandel dermed ikke påvirker den enkeltes realøkonomi. Betaler man skat i Danmark efter endt uddannelse, stilles man derfor stort set som nu.

MODERATERNEs forslag vil betyde

  • AT udenlandske studerende får en tilskyndelse til at blive i Danmark efter endt uddannelse for at få ’hjælp’ til tilbagebetaling af SU-lånet.
  • AT vi undgår at neddimensionere engelsksprogede uddannelsestilbud, men kan tværtimod tiltrække flere talentfulde unge fra andre lande.
  • AT danske unge får en tilskyndelse til at komme hurtigt i arbejde efter endt uddannelse for at få fuld glæde af det nye uddannelsesfradrag.

Forslaget kan hurtigt forsøges skudt ned med slagord om, at MODERATERNE vil skære i SU’en og gældsætte fremtidens unge, men tænk lige efter: Det er et logisk og pragmatisk bud på at holde fast i den sociale mobilitet, der er formålet med det danske SU-system, og fordelen ved ikke at isolere vores uddannelsesinstitutioner fra resten af verden.

DET VIL MODERATERNE

Danmark er et fantastisk land. Et godt sted at vokse op, stifte familie og blive gammel. På mange måder har vi fundet opskriften på et samfund med en god balance mellem lighed, frihed og tryghed. Det er solsiden af fortællingen om Danmark. Og det er en sand fortælling. 

Men – hånden på hjertet – der er også en skyggeside:

– For mange unge opbygger ikke faglige færdigheder og personlig robusthed til få fodfæste på arbejdsmarkedet.
– For mange idéer og initiativer bliver ikke omsat til arbejdspladser og velstand, fordi vi mangler kvalificeret arbejdskraft og taber i konkurrence til andre lande med mere attraktive investeringsvilkår.
– For mange ældre medborgere får ikke en værdig pleje og omsorg.
– For mange mennesker lever på kanten af samfundet uden at være en aktiv del af fællesskabet.
– For mange med anden etnisk baggrund end dansk er ikke fuldt deltagende i arbejds- og samfundslivet.
– Og vores sundhedsvæsen – som ellers har leveret f.eks. langt bedre kræftbehandling over de sidste snart mange år – er under voldsomt pres. Ikke bare fra Covid-19-pandemien, men fra demografi, livstilssygdomme og uattraktive arbejdsvilkår. 

Det er også en sand beskrivelse af Danmark!

MODERATERNE har et brændende ønske om at kaste lys over skyggerne. En drøm om at skabe et endnu bedre Danmark med frihed, frisind, virkelyst og fremgang. 

Vi har ikke patent på den drøm. Heldigvis. Men det er ikke nok at drømme; der skal handles for at realisere drømmen. Og vi er forbi det punkt, hvor det kan ske med en ekstra milliard til offentligt forbrug, en finjustering af skatteskruen eller smarte slogans om velfærdslove, der lover mere end de holder, eller symbolske værdipolitiske meldinger uden reel effekt. 

For få tør tænke nyt eller højt. De politiske blokke lurer på hinanden. For meget handler om dagens avisoverskrift og morgendagens meningsmåling – for lidt om, hvad vi for alvor skal forandre, hvis vi ikke bare vil fastholde, men udbygge vores velfærd, velstand og muligheder.

MODERATERNE har nogle bud. De diskuteres fortsat i den kommende tid i vores folkelige advisory board, Det Politiske Mødested, og foldes ud i flere detaljer her på hjemmesiden frem mod partiets stiftelse på Grundlovsdag 2022.