Danmarks Statistik har i dag offentliggjort foreløbige tal for væksten sidste år. Og det har sat gang i den socialdemokratiske spinmaskine: ”Endnu en gave fra dansk økonomi! Vi skal helt tilbage til Nyrup og Lykketoft i 1994, før der var højere vækst, end der var sidste år,” lyder det glade budskab på SoMe, hvormed så behændigt forbigår, at væksten i 2006 var præcis den samme.
Men udsagnet er sådan set rigtigt. Ligesom det er rigtigt, at man skal tilbage til den globale finanskrise for at finde en negativ vækst så stor som i det forudgående år. Og sådan kan det samme se helt forskelligt ud: 2020 – et kæmpe fald. 2021 til i dag – et kæmpe hop. 2020 til i dag – et meget lille. Alle tre observationer er sande. Procentregning er en herlig ting.
Der er bestemt grund til at glæde sig over, at dansk økonomi er kommet sig så hurtigt efter det voldsomme tilbageslag under corona-pandemien, men for fuldstændighedens skyld bør man også minde om baggrunden: Da krisen ramte var dansk økonomi bundsolid, hvilket først og fremmest skyldes kontinuerlige økonomiske reformer gennem de sidste 20 år. Lav statsgæld og holdbare offentlige finanser gjorde det muligt at spænde ret finmaskede sikkerhedsnet ud under danske virksomheder og lønmodtagere, mens det værste stod på. Det har skiftende regeringer et ansvar for.
Selvfølgelig tager den nuværende glædeligt æren for de aktuelle tal. ’Sådan er det jo’, som Vestager yndede at udtrykke det. Fremgang er egen fortjeneste – tilbagegang udefrakommende hændelser.
Tror nu de fleste godt kan se nuancerne og sammenhængene. Og i så fald vil man også indse, at vi har brug for fortsatte reformer, så der også en anden gang er noget at stå imod med, når/hvis en krisen på ny rammer.
Dansk økonomi har det godt, men vi har også store udfordringer forude: Der skal finde penge til den grønne omstilling, vi slipper ikke uden om at bruge mere på vores forsvar og sikkerhed og der fortsat pres på vores velfærd. At hvile på laurbærrene rækker ikke – vi skal have større ambitioner på Danmarks vegne.
