Værdighedsydelse
’Man skal yde før man kan nyde’, lyder en almenaccepteret grundsætning i Danmark. Og det er rigtigt. Efterspørger man fællesskabets hjælp til sin forsørgelse må man vise egen vilje til at stå på egne ben. Det er et sundt princip. Derfor har vi indrettet vores lovgivning efter ’noget-for-noget’-princippet: Skal du have dagpenge eller kontakthjælp må du vise, at du aktivt står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Den opskrift passer på de fleste. Men en lille gruppe – 10-15.000 danskere – passer ikke i den skabelon. Psykisk sårbarhed, misbrugsproblemer. Et ’skævt sind’ – forklaringerne kan være mange – men realiteten er, at en del bliver hængende i vores kontanthjælpssystem år, efter år, efter år. Næsten 7.000 danskere har konstant været på kontanthjælp i mindst 10 år.
MODERATERNE vil
- Indføre en ny værdighedsydelse. Har man i årevis hængt fast i bistandssystemet, skal man have mulighed for at vælge en (lavere) værdighedsydelse, hvor man kommer fri af alle systemkravene.
- Give folk på ’værdighedsydelse’ mulighed for at arbejde for en lavere indslusningsløn uden modregning i ydelsen, så de får en chance for at få greb om egen tilværelse og med tiden kæmpe sig ind på det almindelige arbejdsmarked.
MODERATERNEs forslag vil betyde
- AT personer, der reelt er opgivet af systemet, får en mulighed for et værdigt liv på egne præmisser, hvor de legalt kan forbedre deres egen livssituation ved en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nogle vil sikkert påstå, at MODERATERNE forslår en borgerløn, hvor ingen behøver tage hænderne op af lommerne. Men tænk lige efter: Ingen vil isolere sig fra fællesskabet i årevis for at opnå retten til en velfærdsydelse. Det er derimod en pragmatisk og respektfuld måde at forholde sig til det faktum på, at der altid vil være nogle, der på en eller anden måde ikke ’passer ind’. En mulighed for også at give dem tryghed og et afsæt til at kunne gøre den forskel på arbejdsmarkedet, som de har mulighed for – måske en anspore til, over tid, at finde tilbage og blive en fuld deltager i arbejdsfællesskabet. Det er bedre at lave lidt eller slet ingen ting.