Fri og lige adgang til sygdomsbehandling er en hovedsten i velfærdssamfundet. Som et af verdens rigeste lande har vi – veloplyste danskere – en berettiget forventning om at modtage behandling på internationalt niveau. Med amternes nedlæggelse, nye supersygehuse (samling af specialerne), patientrettigheder, pakkeforløb og mere muskelkraft til Sundhedsstyrelsen, fik det danske sundhedsvæsen et spark fremefter. F.eks. er overlevelseschancen for en mand med tarmkræft, som tidligere var ringest i Danmark, nu den bedste i Norden.

Men resultaterne trues med at blive sandet til af fremtidens udfordringer: Flere ældre, flere borgere med livsstilssygdomme, flere kronikere, flere og dyrere behandlingsmuligheder og knappe personalemæssige ressourcer. Det er ikke løst (alene) med flere penge eller flere ansatte – det kræver, at vi indretter os markant anderledes, så vi får opløst ’Bermuda-trekanten’ mellem sygehus, ’familielægen’, kommune og patient og frigjort sundhedspersonalets tid til at kunne løse de sundhedsfaglige kerneopgaver. Derudover skal vi selvfølgelig samtidig være parate til fortsat at investere flere ressourcer i sundhedsvæsenet og have et langt skarpere fokus på forebyggelse, herunder især psykisk sygdom, som nu er den største ‘sygdomsbyrde’ i Danmark. De letteste patienter at behandle, er nu engang dem, der ikke bliver syge…

Covid-19-pandemien har eftervist det strukturelle pres på sundhedsvæsen, som en sundhedsreform burde have løst for flere år siden, men omvendt også vist den enorme omstillingsevne, sundhedsvæsenet besidder, når faglighed sættes før alt andet. I nogen grad frigjort af det normale ’rockwool-lag’ (bureaukrati) omstillede personalet på rekordtid vores sundhedsvæsen, så det ville kunne håndtere det enorme pres fra akutte og alvorlige syge, som alle frygtede – men som heldigvis udeblev – da vi så ligvognene i Bergamo i foråret 2020. På en og samme tid understreger det behovet for en reform og perspektivet i at indrette fremtidens sundhedsvæsen med langt mere faglig frihed og professionelt fokus på drift.

MODERATERNE vil

• Nedlægge Regionerne og drive landets sygehuse under én professionel ledet sundhedsforvaltning – ’SundhedsvæsenDK’ – organiseret i tre søjler: ’akutberedskab’, ’hospital’ og ’det nære sundhedsvæsen’.
• Bringe de frigjorte økonomiske og politiske ressourcer i spil nært på borgeren i et større antal ’sundhedsklynger’ eller ’sundhedsfællesskaber’, der forpligter de regionale sygehuse, ’familielægen’ og kommunerne på et tættere og langt mere forpligtende samarbejde om en gnidningsfri ’patientrejse’.
  
• Sikre et akutberedskab i hele landet, så der er en ligeværdig dækning med ambulancer, akutlægebiler, lægehelikoptere.
• Opruste Sundhedsstyrelsen, så den bliver den stærkest mulige sparringspartner til selve driften i ’SundhedsvæsenDK’, almen praksis og det kommunale sundhedsvæsen.
• Lave pakkeforløb i psykiatrien, inspireret af de succesfulde kræftpakker, så psykisk sygdom ligestilles med fysisk.
• Have større fokus på forebyggelse af sygdomme, fremfor blot behandling. F.eks. bør en pakke cigaretter koste 100kr., så færre unge begynder at ryge.

MODERATERNEs forslag vil betyde

• AT vi får mere lighed i sundhed, herunder større geografisk lighed. Ikke kun fordi sundhedsvæsenet bliver mere ensartet rullet ud i hele Danmark, men også fordi der kommer større fokus på nationale kliniske, evidensbaserede retningslinjer.
• AT patienten kommer i centrum og vi får en sammenhængende plan for behandling (og forebyggelse), hvor der tænkes på tværs af sektorer. På den måde får vi et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen.
• AT responstiden for en ambulance bliver mere ensartet og vi reducerer den geografiske ulighed i sundhed. Risikoen for at dø af en blodprop skal ikke være større på Falster end på Frederiksberg.
• AT det sundhedsfaglige personales tid og ressourcer i højere grad kan bruges på ’det rigtige’ – kerneopgaven – og i mindre grad på administration, dokumentation og bureaukrati.
• AT der frigøres midler fra det administrative lag, så flere ressourcer kan bruges direkte til glæde for borgere og patienter.
• AT det bliver muligt at udvikle ét fælles IT system – til glæde for personale, patienter og ikke mindst patientsikkerheden.

Nogle vil hævde, at det er en fæl gang centralisering, statsliggørelse og af-demokratisering af vores fælles sundhedsvæsen, men tænk lige efter: Danmark er et lille land og, ja, sundhedsreformen giver et større nationalt ansvar og overblik, men flytter samtidig sundhedsvæsenet tættere på den enkelte og øger både ’familielægens’ og kommunernes ansvar og rolle. Det sundhedsfaglige personale skal i højere grad væk fra kontoret, væk fra computerskærmen og ud til patienterne, som først og sidst er dem, vi skal indrette os efter. Der bør ikke være forskel i behandlingstandarden afhængig af hvilket hospital eller hvor i landet man bliver behandlet.

Heldigvis er de fleste efterhånden enige om at styrke samarbejdet mellem sygehus, ’familielæge’ og kommune, men vi kan ikke blive ved med bare at bygge oven på det eksisterende – så bliver systemet bare dyrere, ineffektivt og mere kompliceret. 

Vi skal have modet til at tage et effektivt opgør med den silotænkning, som skubber patient og ansvar frem og tilbage mellem forskellige stole. Det kræver nytænkning – ikke bare mere af det samme.