Kloden og verdensbefolkningen er et fælles ansvar; vi kan moralsk ikke tillade os, at være os selv nok. Vi skal arbejde for en mere jævnbyrdig levestandard for alle verdensborgere, og en stadig større samhørighed mellem alle verdens lande. Ligeværd og jævnbyrdige partnerskaber er vejen til velfærd og fred.
Mennesker i akut nød skal kunne regne med Danmark, men indsatsen bør i videst muligt omfang ydes lokalt. Demokrati og stærke civilsamfund er forudsætningen for velstand – og den udveksling og udvikling, som mennesker skaber i fællesskab, umuliggøres, hvis ikke vi har åbne markeder og mellemfolkelig samhandel.
International retsorden og frihandel er i verdenssamfundets – og dermed også Danmarks – interesse.
Danmark hører naturligt til i kernen NATO og EU, hvilket også stiller krav til vores aktive deltagelse i og påvirkning af det. EU er skabt med det formål at sikre fred, stabilitet og velstand i Europa, og kan bidrage til at løse mange af de problemer, landegrænserne tidligere stod i vejen for.
Global frihandel er et gode, men må bygge på princippet om reciprocitet og respekt for fundamentale, menneskelige rettigheder, så man ikke kan skyde hurtig genvej til en forbedret konkurrenceevne ved at se stort på f.eks. miljø eller menneskerettigheder. Det kræver et Europa, der står samlet om de store ting udadtil, så de europæiske lande ikke spilles ud mod hinanden. Omvendt skal EU undgå at tære på den folkelige opbakning ved unødigt at blande sig i de små ting. Med respekt for nationernes egenart og nærhedsprincippet skal EU arbejde for Europas position i verden.