ARBEJDS­MARKEDS­PENSIONER PLUS

Det var en visionær og skelsættende beslutning, da arbejdsmarkedets parter og den daværende Firkløverregering for snart 35 år siden (1987) lavede ’Fælleserklæringen’ og tog hul på at lave obligatoriske arbejdsmarkedspensioner i Danmark. Små skridt til en start, som på sigt gjort Danmark til en af de mest robuste økonomier i Europa. 

Ikke bare kan morgendagens pensionister, som de er flest, regne med en god pension – det gør også samfundsøkonomien meget mindre sårbar over for udsving i alderssammensætningen og økonomiske konjunkturudsving.

Med fuldt udbyggede arbejdsmarkedspensioner foreslår MODERATERNE nu, at vi tager hul på et nyt kapitel. 

MODERATERNE vil

  • Aftale en ny ’Fælleserklæring’, så vi får ’Arbejdsmarkedspensioner Plus’, hvor dagens lønmodtagere ikke bare sparer op til leveomkostningerne i alderdommen, men også til pleje og ældreomsorg efter ophør på arbejdsmarkedet.
  • Indføre et system, hvor også mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der i perioder er på kontanthjælp eller dagpenge, sparer op til egen pension, så vi udligner forskellen mellem dem med robuste arbejdsmarkedspensioner og dem helt uden.

MODERATERNEs forslag vil betyde

  • AT fremtidens pensionister – om 20, 30, 40 år – bliver mindre afhængige af øjeblikkets muligheder for at give en anstændig ældrepleje, men selv – via opsparing – kan finansiere en del af den.
  • AT den skatteyderbetalte ældreomsorg i højere grad kan målrettes dem med mest behov, så smørret ikke bare smøres tyndere og tyndere ud.
  • AT Danmark fastholder vores europæiske førertrøje, når det handler om at være mindst sårbar over for aldersmæssige udsving i befolkningen.
  • AT der over tid udvikles flere og forskellige tilbud for levering af services til ældre medborgere. Når fremtidens pensionist selv har ’købekraft’ til hjemmehjælp og omsorg, fremfor er være 100% afhængig af det offentligt finansierede, skaber det grobund for helt nye tilbud til de ældre. 

Forslaget vil blive mødt med påstande om, at MODERATERNE vil fjerne den gratis hjemme­hjælp og skabe et A- og B-hold, men tænk lige efter: Det handler ikke om morgendagens ældreomsorg, men om Danmark om 20 – 30 år. Skal vi acceptere, at standarden langsomt slides ned eller skal vi forberede os på, at fremtidens flere ældre – medens de er erhvervsaktive – sammen med deres arbejdsgivere og med et skattemæssigt incitament tager et større ansvar for eget seniorliv. Det er sund fornuft i god tid at forberede os på en fremtid, hvor der ellers bliver langt færre til at forsørge langt flere.

DET VIL MODERATERNE

Danmark er et fantastisk land. Et godt sted at vokse op, stifte familie og blive gammel. På mange måder har vi fundet opskriften på et samfund med en god balance mellem lighed, frihed og tryghed. Det er solsiden af fortællingen om Danmark. Og det er en sand fortælling. 

Men – hånden på hjertet – der er også en skyggeside:

– For mange unge opbygger ikke faglige færdigheder og personlig robusthed til få fodfæste på arbejdsmarkedet.
– For mange idéer og initiativer bliver ikke omsat til arbejdspladser og velstand, fordi vi mangler kvalificeret arbejdskraft og taber i konkurrence til andre lande med mere attraktive investeringsvilkår.
– For mange ældre medborgere får ikke en værdig pleje og omsorg.
– For mange mennesker lever på kanten af samfundet uden at være en aktiv del af fællesskabet.
– For mange med anden etnisk baggrund end dansk er ikke fuldt deltagende i arbejds- og samfundslivet.
– Og vores sundhedsvæsen – som ellers har leveret f.eks. langt bedre kræftbehandling over de sidste snart mange år – er under voldsomt pres. Ikke bare fra Covid-19-pandemien, men fra demografi, livstilssygdomme og uattraktive arbejdsvilkår. 

Det er også en sand beskrivelse af Danmark!

MODERATERNE har et brændende ønske om at kaste lys over skyggerne. En drøm om at skabe et endnu bedre Danmark med frihed, frisind, virkelyst og fremgang. 

Vi har ikke patent på den drøm. Heldigvis. Men det er ikke nok at drømme; der skal handles for at realisere drømmen. Og vi er forbi det punkt, hvor det kan ske med en ekstra milliard til offentligt forbrug, en finjustering af skatteskruen eller smarte slogans om velfærdslove, der lover mere end de holder, eller symbolske værdipolitiske meldinger uden reel effekt. 

For få tør tænke nyt eller højt. De politiske blokke lurer på hinanden. For meget handler om dagens avisoverskrift og morgendagens meningsmåling – for lidt om, hvad vi for alvor skal forandre, hvis vi ikke bare vil fastholde, men udbygge vores velfærd, velstand og muligheder.

MODERATERNE har nogle bud. De diskuteres fortsat i den kommende tid i vores folkelige advisory board, Det Politiske Mødested, og foldes ud i flere detaljer her på hjemmesiden frem mod partiets stiftelse på Grundlovsdag 2022.