/
Vores vision for et godt seniorliv: Deltidspension
NYHED
28.08.2025

Vores vision for et godt seniorliv:

Deltidspension

På Moderaternes sommergruppemøde i Aalborg har vi i dag præsenteret vores vision for et mere fleksibelt og menneskeligt pensionssystem. Med tydelige, moderate aftryk sætter vi fokus på, hvordan flere danskere kan få mulighed for et godt seniorliv – på deres egne præmisser.

I dag er pensionssystemet i høj grad sort-hvidt. Enten arbejder man fuld tid, eller også stopper man helt. Men sådan lever vi ikke længere. Danskerne lever længere, de er sundere , og mange både kan og vil gerne fortsætte med at bidrage, men på en anden måde. Måske på deltid. Måske i perioder. Måske i et roligere tempo.

Tallene taler deres eget sprog: En ny PFA-undersøgelse viser, at 59 procent af danskerne mellem 60 og 69 år forventer at arbejde efter pensionsalderen. Blandt unge mellem 24 og 29 år er det hele 80 procent. Samtidig er andelen af 70-74-årige i beskæftigelse næsten fordoblet på få år. Alligevel halter systemet efter virkeligheden og fastholder et incitament til enten fuldt knokleri eller fuldt stop.

Deltidspension: Fem principper for fremtidens pensionssystem
Vi foreslår derfor en ny indretning af pensionssystemet, som vi kalder Deltidspension. Visionen bygger på fem principper:

  • Bedre mulighed for gradvis nedtrapning i arbejdstiden
  • Ét samlet og overskueligt system for seniorydelser
  • Mulighed for at pause og genoptage pensionen
  • Et socialt balanceret system, der tager højde for ulighed
  • De fleste danskere sparer op og vi skal understøtte at få alle med.

 

De fem principper bliver givet videre til et ekspertråd med blandt andre arbejdsmarkedets parter, der skal komme med konkrete anbefalinger. Ambitionen er, at en ny indretning af pensionssystemet kan gennemføres i den kommende valgperiode.

Mennesket før tallet
Det handler ikke om, at staten skal bestemme, hvor længe man skal arbejde. Tværtimod. Det handler om at give frihed til selv at vælge. Frihed til at trappe ned i stedet for at stoppe brat. Frihed til at fortsætte på egne vilkår.

Vi tror på, at et godt seniorliv ikke handler om én bestemt alder eller én bestemt model. Det handler om frihed, fleksibilitet og respekt for, at danskerne er forskellige. Nogle skal kunne trække sig tilbage før. Andre vil skrue ned for blusset. Og nogle vil blive ved så længe, de kan.

Med visionen om Deltidspension vil vi skabe et pensionssystem i farver – et system, der fokuserer mindre på tallet og mere på mennesket.

Seneste nyt