Vores ældre fortjener at have indflydelse på deres hverdag

For meget afgøres langt fra hverdagen i ældreplejen. Det giver langsomme svar, skiftende vikarer og for lidt sammenhæng for beboerne. Pårørende oplever at blive hørt for sent, og medarbejdere bruger tid på regler og indkøb i stedet for nærvær og pleje. Maden, aktiviteterne og døgnrytmen bliver for standardiserede, og den enkelte beboers behov drukner i systemet. Resultatet er utryghed, for få kendte ansigter og for mange små problemer, der aldrig bliver løst i tide. 

Vores politik: Lokalplejehjem

Fra i år kan kommunerne oprette en ny type plejehjem: lokalplejehjem. De skal give ældre flere valgmuligheder, så man kan finde et hjem, der passer til ens ønsker. Det kan være et almindeligt plejehjem – eller et profilplejehjem for fx veteraner, socialt udsatte eller ældre, der gerne vil bo et sted med fokus på kunst, natur eller noget helt tredje.  

Med lokalplejehjem får kommunerne et nyt redskab til at skabe en ældrepleje, der passer bedre til de ældres behov og bygger på et tæt samarbejde med lokalområdet. Det gavner beboerne og giver mere frihed til dem, der driver og arbejder på plejehjemmene.