Vi skal have ansvaret tilbage på de rigtige hænder

Vi har efterhånden fået mange tegn på, at udviklingen går den forkerte vej. Så jeg var faktisk ikke decideret overrasket, da jeg blev præsenteret for de nye PISA-resultater. Jeg har længe været bevidst om, at vi har en faglig udfordring i den danske folkeskole. Men jeg blev alligevel slået af, hvor markant tilbagegangen er – særligt i elevernes evne til at læse.

Det er dybt bekymrende. Og der er desværre hverken én simpel forklaring eller én enkel løsning. Vi skal derfor heller ikke lade, som om vi allerede kender alle svarene.

Men vi skal sigte højt. For det værste, vi kan gøre ved børn, der har det svært i skolen, er at sænke vores forventninger til dem.

Det er et wake-up-call – ikke bare til Danmark, men til store dele af den vestlige verden. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer den også at svække vores konkurrenceevne.

Danmark lever af vores dygtighed og knowhow. Vi er et lille land kendt for at “punche above our weight”. Hvis flere børn forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne ordentligt, er det først og fremmest et dårligt udgangspunkt for det enkelte barns muligheder i livet. Men i sidste ende er det også en alvorlig udfordring for vores konkurrenceevne og velfærdsmodel.

Der er et stort politisk ansvar. Vi må kigge os selv i spejlet på Christiansborg. Der er truffet dårlige beslutninger om blandt andet inklusion og digitalisering af undervisningen.

Så selvfølgelig skal vi handle fra politisk hold. Det er vi godt i gang med.

Vi kan lave nok så god en skole – men børnene skal være klar til at lære

Men lige så meget som der er et politisk ansvar, må vi også sige, at PISA taler ind i noget mere grundlæggende. Noget i vores kultur, som vi er nødt til at turde tale med hinanden om – ikke mindst det ansvar, der ligger uden for skolen. 

Det har jeg gjort med en journalist fra Politiken, og det er der kommet dette interview ud af.

For politik kan ikke løse det hele. Vi er også nødt til at have styr på det helt basale. Børn skal møde op og være klar til at træde ind i fællesskabet. Klar til at være skoleelever. Ellers kommer både vi politikere og lærerne hurtigt til kort.

Det siger jeg ikke for at pege fingre ad hverken børn eller forældre. Der har næppe været en generation af forældre, der går mere op i deres børns ve og vel, end vi dag.

Men samtidig er det min opfattelse, at forældre i dag er blevet rigtig gode til at stille krav til skolen. Uden altid at vende blikket indad og spørge, hvad vi selv kan gøre, og hvad vi kan forvente af vores egne børn.

At de møder op. At de lærer at tage ansvar. At de kan indgå i et fællesskab og forstå, at alt ikke altid kan tage udgangspunkt i dem selv.

Og jo ældre børnene bliver, desto mere ansvar skal de også selv have.

Hvis mor og far hele tiden sørger for alt det praktiske, lærer børnene ikke selv at holde styr på det. Vi hjælper dem måske på kort sigt, men gør dem ikke nødvendigvis mere selvstændige.

Da jeg for omkring et halvt århundrede siden gik ud af skolen, var rollerne mere tydeligt fordelt. I dag er grænserne blevet udvisket. Forældrene er blevet trukket langt ind i skolens hverdag, lærerne mødes af et stort kommunikationspres, og børnene får mindre plads til selv at stå på egne ben.

Skolen skal kunne stå på sin faglighed

Mindre forældreadministration og mere autoritet og tillid til lærerne. Og mere ansvar til vores børn, som kan langt mere selv, end de nogle gange får lov til i dag.

Lærere fortæller, at der er så mange særaftaler, at de nogle gange bruger mere tid på særregler end på undervisning. Det betyder ikke, at alle børn skal behandles ens. Tværtimod. Børn er forskellige, og lige muligheder kræver ikke altid ens løsninger. Derfor vil vi have mere frihed til skolerne – til at dele eleverne i mindre holde og lave accelererede forløb.

Men der er forskel på at tilpasse undervisningen til den enkelte og på at tilpasse hele fællesskabet til den enkelte.

Skolen skal have ro til at undervise. Forældrene skal gøre børnene klar til at træde ind i fællesskabet. Og børnene skal have lov til at tage et større ansvar for deres eget skoleliv.