Det danske sundhedsvæsen er presset i bund på alle fronter. Mangel på medarbejdere, en utidssvarende organisation og et stigende antal patienter kræver fundamentale forandringer. Ellers risikerer de seneste to årtiers fremskridt i behandlingskvalitet at blive afløst af tilbagegang, så danskerne ikke får behandling i verdensklasse. Regeringens netop indgående sundhedsaftale kradser kun lidt i overfladen og adresserer ikke de største udfordringer. Det gør Moderaternes forslag til fremtidens sundhedsvæsen derimod.
(Kronik, trykt i Jyllands-Posten 1. juli 2022)
Af Lars Løkke Rasmussen, stifter, politisk leder af Moderaterne og tidl. statsminister og Monika Rubin, læge og folketingskandidat for Moderaterne
Geografisk ulighed i sundhedsvæsnet er en realitet i Danmark. Det er ikke rimeligt og det er svært at forstå, at det kan ske i et så lille land som Danmark. Regeringens bud på en sundhedsreform løser ikke denne ulighed grundlæggende, om end der er nogle fine tanker. Moderaternes plan vil gøre op med potentløs politisk ledelse og ansvarsfralæggelse og gennemføre de ambitiøse reformer, som plejede at kendetegne dansk politik. Vi skal i stedet have en ny ledelsesmodel, SygehusDK.
Hvis et hus brænder, kan man ikke slukke ilden med en spand vand. Der skal en stor vandslange til. Og selvom sundhedsvæsenet ikke står i fuld brand, er vi desværre kommet forbi stadiet med gløder. Flammerne har så småt fået fat i form af personaleflugt, tiltagende flere ældre og en psykiatri, der igen og igen nedprioriteres. For nyligt præsenterede regeringen, med et bredt flertal, en sundhedsreform. Problemet var, at det mere var en spand vand – en sundhedsaftale – end en stor vandslange – en sundhedsreform.
Aftalen blev af nogen benævnt ”en fin lille aftale”. For regeringen har besluttet primært at bruge penge på mursten, de såkaldte nærhospitaler (nærmere betegnet sundhedshuse) – som jo allerede findes flere steder. Det er da positivt, at der nu udarbejdes en national plan for driften, men det er jo ikke en reform. Og det er nok ikke så svært at få en bred opbakning til de små ændringer. Det er de store gennemgribende løsninger, der kan være svære at blive enige om. Men det er nødvendigt.
Det store potentiale i regeringens sundhedsaftale er kvalitetstandarderne, som kan løfte det nære sundhedsvæsen. For nej, vi skal selvfølgelig ikke have at sundhedsvæsenet ude i kommunerne drives på 98 forskellige måder. Det burde være selvskrevet, at sundhedsvæsenet ikke behandler folk forskelligt. Danmarks sundhedssystem skal være lige for alle og især er geografisk lighed let at gøre noget ved. Tiden er løbet fra den måde, vi styrer vores sundhedsvæsen på. Men forandring og forbedring kommer ikke af sig selv og der findes intet quick-fix. Det kræver, at folketinget skal grave dybt i reformlommen og hive vidtrækkende løsninger op – og vi bør starte med at nedlægge Regionerne.
Hvis du får mistanke om en blodprop i hjertet, bør du få hurtig og god behandling, uanset om du befinder dig på Lolland Falster eller i Århus. Og hvis din søn får en psykose, bør du kunne forvente at han får samme gode hjælp i mødet med psykiatrien, ligegyldig om han hedder Ali eller Kasper … Regionerne har tjent os godt – men det er en udfordring, når det er op til de individuelle regioner at prioritere og bestemme deres retningslinjer. Det fremmer silotænkning og gør ikke op med uligheden. Derfor forslår Moderaterne et ”SygehusDK”, der vil sikre samarbejde på tværs af sektorerne.
Moderaterne foreslår, at ”SygehusDK” udover at varetage hospitalsdriften, også – i samarbejde med en stærkere Sundhedsstyrelse – skal sætte standarden for kvaliteten i det kommunale sundhedsvæsen. Så du ikke får endnu en blodprop, eller din søn endnu en psykose, ligeså snart I forlader hospitalsmatriklen. Den nuværende tredeling giver en regional og kommunal svingende kvalitet, hvor Moderaterne mener, det skal være ens for alle borgere i hele Danmark. Det betyder også, at den måde regionernes lige nu frit kan vælge deres egne IT-systemer, skal ses grundigt efter i sømmene. IT-systemerne skal lette personalets arbejdsgange i det daglige, frem for at forvirre – og det skal sikre patientsikkerheden og sørge for at ingen patienter bliver tabt mellem to stole. Talrige og halvdårlige IT-løsninger, der ikke taler sammen, hører ikke hjemme i Danmarks fremtidige sundhedsvæsen.
I Danmark har vi i dag fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. Det betyder, at hvis du kommer ud for en trafikulykke, får du hurtigere hjælp af ambulancen, hvis du bor på Mols, end hvis du bor på Møn. Og når du udskrives til genoptræning, er det ikke sikkert, du får samme mulighed for hjælp og genoptræning, som din kusine i nabokommunen ville få.
En tydelig gevinst ved nedlæggelsen af regionerne er frigivelsen af de midler, der i dag er bundet op på administration af regionerne og honorering af regionspolitikerne. Mange af samme administrative og politiske arbejdsopgaver udføres x 5. De frigjorte midler fra de fem separat administrerede regioner vil kunne bruges bedre i den direkte behandling af patienterne. Det vil kunne betyde mere og bedre samarbejde mellem hospital, egen læge og kommune eller ekstra sundhedsfaglige ansatte med direkte patientkontakt.
Moderaterne mener, at vi løbende skal evaluere på igangværende tiltag, så man kan minimere spild og gøre arbejdsdagen mere gnidningsfri. Vi skal skabe en kultur, hvor man har lyst til at arbejde. Hvor de dygtigste sundhedspersoner som ønsker at gøre karriere – herunder sygeplejersker – ikke videreuddanner sig til at have mindre patientkontakt og mere administration, fordi det giver mere i lønningsposen. Der mangler nemlig 5000 sygeplejersker, som arbejder direkte med patienterne – en mangel der betyder, at patienter ikke får rette pleje og behandling hurtigt nok. Og aktuelt en mangel, der betyder at nogle patienter må vente op imod et år på at kunne blive opereret. Vi skal derfor sørge for, at de varme hjerter, der ønsker at videreuddanne sig og kravle op ad karrierestigen ikke kommer for langt væk fra patienterne.
Et andet problem er, at regionerne har en tendens til at flygte fra deres ansvar, når de dårlige sager kommer op til overfladen. Som eksempel oplevede man for nyligt regionsformænd fralægge sig ansvaret for, at nogen formentlig har fået amputeret ben unødvendigt. Det er en uskik, at vores folkevalgte regionsrådspolitikere ikke påtager sig deres ansvar og løser de udfordringer som sundhedsvæsenet står overfor. Når det sundhedspolitiske ansvar alligevel ret konsekvent placeres på Christiansborg, hvorfor så ikke følge tanken til ende, og placere det endegyldige ansvar for sundheden i Danmark på Christiansborg og hos embedsværket? Det skete for nyligt med rettigheder til førstegangsfødende, med sygeplejerskernes overenskomst og kræftpakkerne, der var et tiltag fra Christiansborg.
Med ambitiøse reformer af og indførelsen af ”SygehusDK”, vil vi kunne sikre et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen på landsplan, der leverer den sundhed danskerne betaler for. Ikke kun for din og min skyld – men for hele landets og alle borgernes skyld.
