Kære Næstved-borger
Jeg stiller op til kommunalvalget, da jeg brænder for at gøre Næstved til en endnu bedre og mere attraktiv kommune at bo og leve i. Jeg er fast bosat her med min familie – min dejlige kæreste og vores to skønne piger på 4 og 1 år – og jeg ønsker at sikre, at vores børn vokser op i en kommune, hvor både velfærd, infrastruktur og kultur står stærkt.
Jeg er uddannet cand.merc. i marketing og økonomi fra CBS i København og arbejder i dag som direktør for Feddet Strand Resort. Med over 20 års erfaring i ledelse og forretningsudvikling har jeg solid indsigt i, hvordan vi kan skabe vækst og udvikling for både Næstveds borgere og erhvervslivet.
Min baggrund og erfaring
Jeg har erfaring fra flere bestyrelser og har tidligere været kandidat til både kommunal- og folketingsvalg. Denne erfaring har givet mig et stærkt netværk og et dybt kendskab til de politiske processer, så jeg kan arbejde effektivt for Næstveds udvikling.
Som direktør for Feddet Strand Resort, har jeg hver dag fokus på ledelse og forretningsudvikling og jeg har set, hvordan det er muligt at skabe vækst og udvikling, når man har en klar vision og arbejder målrettet. Jeg vil tage denne erfaring med mig ind i kommunalpolitikken for at sikre, at Næstved fortsat udvikler sig som en attraktiv og dynamisk by.
Hvad kan du forvente af mig?
Visionen for Næstved Kommune
Vi skaber en fremtid, hvor Næstved er et fyrtårn for kultur, turisme, erhverv, grønne initiativer og fællesskab. Gennem innovative løsninger, stærk lokal forankring og internationale samarbejder vil vi gøre Næstved til en kommune, hvor mennesker trives, erhvervslivet blomstrer, og kulturen binder os sammen
Jeg håber, du vil give mig din tillid og stemme til kommunalvalget. Sammen kan vi skabe et Næstved, der er endnu bedre at bo i og endnu mere attraktiv for både borgere og besøgende.
"Stem på mig til kommunalvalget – din stemme for udvikling, bedre infrastruktur og en stærkere fremtid for vores børn og Næstved!"
Vi har brug for en infrastruktur, der understøtter både pendlere og lokale behov. Det er vigtigt, at vi får forbedret vejnettet, bedre offentlige transportmuligheder og sikrer, at Næstved bliver mere tilgængelig for både borgere og besøgende. En god infrastruktur er grundlaget for vækst og livskvalitet – og det er noget, som vi kan bygge på for fremtiden. En visionær tanke kunne være at skabe en letbane i Næstved, som binder byen, havnen, uddannelsessteder, storcenteret og måske Enø endnu tættere sammen.
Næstved har så meget at byde på – historien, naturen, kulturen og vores fællesskab. Jeg vil arbejde for at gøre Næstved til en anerkendt europæisk kulturby, der både tiltrækker turister og investorer. Ved at udvikle vores kulturliv og markedsføre Næstved på den europæiske scene, kan vi både skabe nye arbejdspladser og øge kommunens synlighed.
Som far til to små piger ved jeg, hvor vigtigt det er at skabe et solidt fundament for børn og unge. Jeg vil kæmpe for bedre velfærd og flere muligheder for vores unge – både i skolen og fritiden. Vi skal sikre, at alle børn får de bedste rammer for at udvikle sig og trives – uanset baggrund og økonomi. Velfærd er ikke kun et spørgsmål om støtte – det handler om at skabe et samfund, hvor alle føler sig værdsat og har lige muligheder for at realisere deres potentiale.
Moderaterne er et nyt parti med store ambitioner. Vi vil ændre den måde, vi laver politik på. Det vil vi gøre nationalt, kommunalt og internationalt. Derfor stiller vi op til kommunalvalget i 2025. Men drift og valgkampe koster penge. Vi er endnu ikke så store, at vi kan gøre lige hvad vi vil, men vi kan gøre rigtig meget med lidt – og 200 kroner kan hjælpe meget mere, end du tror.
Derfor håber jeg, at du vil støtte min valgkamp.
Vi videregiver ikke oplysninger om din støtte til nogen, men i årsregnskabet oplyser vi navn og adresse på de bidragsydere, som har bidraget med mere end 24.500 kr. Beløbet oplyses ikke.
Beløbet sendes til kommunekredsen, hvorfor jeg beder dig angive mit navn i kommentarfeltet.
På forhånd tak.
Bare rolig, vi vælter ikke din indbakke. Moderaternes nyhedsbrev udsendes ca. 2 gange om måneden og du kan til enhver tid afmelde dig via link i mailen. Gå til tilmelding