Nyt udspil: Garanti for liv i landdistrikterne
I Nordjylland, lidt sydøst for Brønderslev ligger Asaa. Skolen i Asaa har ligget i byen siden 1934, men lige om lidt er det slut. Skolen står til at lukke ved udgangen af skoleåret 25/26, på trods af at lokalbefolkningen står klar til at overtage driften og drive skolen videre. Enhver, der har boet i et mindre samfund ved, hvor vigtig skolen er. Den er et lokalt samlingspunkt og en magnet for børnefamiler.
For at bekæmpe den udvikling vil vi i Moderaterne nu indføre en lokalgaranti. En garanti for nærhed, valgfrihed og lokale løsninger, når kommunale skoler ellers lukker.
Færre lukninger, mere lokalt ejerskab
Når kommunalbestyrelsen i dag træffer afgørelse om at lukke en folkeskole, så foregår det ikke nødvendigvis med inddragelse af de berørte borgere. Det er heller ikke en selvskrevet ret, at man som borger kan få mulighed for at oprette et frit eller privat alternativ.
Den logik ønsker vi at vende på hovedet. Vi ønsker at give alle lokalsamfund en lokalgaranti. Før en kommune vælger at lukke den lokale skole, skal lokalsamfundet tilbydes at drive institutionen videre.
Det skal være slut med at lukke de lokale tilbud, uden at lokalsamfundet har fået rimelige vilkår for at kunne overtage driften.
På skoleområdet har udviklingen været massiv. Der er i perioden fra 2007 til i dag lukket 339 folkeskoler på tværs af hele landet. Heldigvis genopstår omtrent i 20% af tilfældene en ny privat- eller frigrundskole, som kan træde i stedet for den lukkede folkeskole. Det er glædeligt, og det vidner om at der er mange lokalsamfund, som er villige til at samle faklen op, når de lokale samlingspunkter udfordres. Vi ønsker at fjerne administrative benspænd, så endnu flere får mulighed for at gøre realisere den lokale løsning, og så alle får en ret til at forsøge.
Samme økonomi – slut med koblingsprocenter
Når der i dag etableres frie- eller private skoler, så tager det økonomiske fundament afsæt i en koblingsprocent. Det vil sige at man i dag vil modtage en bevilling pr. elev svarende til 76% af prisen for en folkeskoleelev.
Det princip ønsker vi at gøre op med. For er man som lokalsamfund indstillet på at tage opgaven på sig, med at sikre at der fortsat skal være et lokalt skoletilbud, så skal man selvfølgelig ikke være stillet ringere, end hvis kommunen havde fortsat driften i eget regi.
Derfor vil Moderaterne som en del af Lokalgarantien, sløjfe koblingsprocenten for de skoler der nyetableres som følge af en lokal skolelukning. Det skal gøre lokalsamfundet i stand til at opretholde en skoledrift af samme kvalitet som den eksisterende, og skal sikre at skolen kan drives videre på samme vilkår som i dag. Med økonomien følger også en forventning om at skolen skal drives på samme vilkår som i dag, med afsæt i det samme elevgrundlag.