Følg os på
Søg

Nikolaj Gam-Pedersen

Fuldmægtig, Erhvervsstyrelsen

Kandidat, Vestjylland

Mit navn er Nikolaj Gam-Pedersen, jeg er 29 år gammel og kommer fra Silkeborg i det skønne Søhøjland. Til det kommende folketingsvalg stiller jeg op for Moderaterne på min hjemmebane i Midt- og Vestjylland.

For mig bliver det kommende folketingsvalg kulminationen på halvandet års hårdt - men utroligt spændende - arbejde. Siden Moderaterne blot var “Det Politiske Mødested”, har jeg arbejdet tæt sammen med Lars Løkke og de andre initiativtagere for at udvikle politikken til vores parti.

Ud af mit samarbejde med Lars Løkke har jeg som tovholder bl.a. skrevet Moderaternes politik på følgende områder:
• Vores forslag til en SU-reform, som giver udenlandske studerende incitament til at blive og arbejde i Danmark efter endt uddannelse.
• Vores forslag om at sætte de offentlige institutioner fri, så mulighed for at yde den bedste service ikke bliver tynget af rigide krav fra staten.
• Vores forslag til en folkeskolereform, som skaber en folkeskole, som er sundere og mere givende for vores børn at gå i.

Udover disse tre områder glæder jeg mig også til at kæmpe for mine egne mærkesager, som skal komme netop dig, der bor i Midt- og Vestjylland, til gode.

Blandt andet vil jeg kæmpe for:

-At vi får en regering over midten, der kan lave økonomiske reformer, som sikrer velfærden for den enkelte borger, og som sikrer den arbejdskraft som vores fantastiske erhvervsdrivende mangler.

-At skatten på arbejde bliver sænket, så vi alle får mere frihed til at indrette hverdagen, som vi ønsker det.

-At vi endelig får løst udfordringerne med danskernes mentale sundhed, og sidestillet psykiske lidelser med fysiske.

Alt dette - og meget mere - vil jeg kæmpe for som medlem af Folketinget, men først skal jeg vælges.

Derfor har jeg sammensat et stort, energisk kampagnehold med danskere i alle aldre, der den kommende valgkamp skal hjælpe mig med at bringe vores budskaber ud til ethvert hjørne af vores landsdel. Idéerne er mange, og de har været undervejs længe - nu glæder vi os bare til at få dem ført ud i livet!

Jeg glæder mig til at møde jer på gader og stræder i den kommende valgkamp til en god politisk snak!