/
Monika Rubins politiske ordførertale

Monika Rubins politiske ordførertale

Monika Rubins ordførertale ved åbningsdebatten i Folketingssalen, torsdag den 19. januar 2023

Tak for ordet. Det er med en vis ærefrygt, at jeg står her.

For første gang står jeg på den talerstol, som jeg kan huske fra min barndom, hvor jeg sad på stuegulvet i mine forældres lejlighed i Hvidovre og gennem tv-skærmen så statsministre og partiledere holde taler fra. Den Monika, der sad dér, havde aldrig forestillet sig at skulle stå, hvor jeg står nu.

Men her står jeg. Selvom det ikke lå i mine kort. For jeg er hverken født ind i en politisk familie eller opvokset i et ungdomsparti.

Tværtimod.

Min far flygtede fra krigen i Iran og mødte ved et tilfælde min mor som indvandrede hertil fra Polen. De forelskede sig og valgte at starte et liv sammen i Danmark. Og her fik de mig.

Min far har altid sagt, at Danmark er paradis på jord. At alt kunne lade sig gøre her. Og det tyder på, at han har haft ret – når man tænker på, at han i Danmark fik tryghed, velfærd og muligheder i et omfang der ville være svært at forestille sig, hvis han var blevet i Iran.

Det er muligheder, som vi hurtigt kan tage for givet.

Men min far har altid insisteret på, at man skal gøre sig umage og fortalt mig, hvor heldig jeg er, at vokse op i at land med velfærd og fri adgang til uddannelse.

Og jeg ved, at jeg skylder det danske velfærdssamfund rigtig meget. Jeg fik en uddannelse som læge her, jeg har spillet volleyball i Roskilde VK og jeg har stiftet familie.

På alle måder er det en solskinshistorie.

Men som min far også har bemærket, så er der sjældent en solskinsdag i Danmark uden at det kort efter regner – og jeg er også begyndt at spørge mig selv, om Danmark stadig er det paradis, som min mor og far forelskede sig i. Vil mine børn og børnebørn kunne vokse op med samme muligheder og tryghed, som jeg har haft?

Jeg ville ønske, jeg med sikkerhed kunne svare ”ja”. Men det kan jeg ikke. Specielt ikke hvis vi fortsætter med kun at lave politik, der lyder godt.

For tiden er turbulent. Vi mangler hænder. Vi mangler hoveder. Vi mangler penge.

Og lad det her være den sidste gang, at nogen i den her sal reducerer det sundhedspersonale, der knokler for os alle sammen til hænder! Det handler ikke om, at vi bare skal have flere ansatte med en finger på pulsen, hvis de ikke kan finde ud af at aflæse den. Det handler om kvalificeret arbejdskraft og ordentlige forhold, så vi kan værne om vores velfærdsmodel.

Fordi helt ærligt. Fundamentet er ved at slå revner.

Revnerne har spredt sig og vokset sig større fordi tidligere politiske flertal har haft svært ved at foretage de nødvendige, om end nogle gange svære, politiske prioriteringer. I stedet for har man dystet om at være stram, strammere, strammest på udlændingepolitikken og gennemført halvfinansieret overfladelovgivning.

Det er på tide vi trækker i arbejdstøjet og sammentømrer de arbejdsmarkedsreformer, strukturreformer og bæredygtige velfærdsmodeller, vi har behov for.

Jeg tænker derfor ikke, at det kommer bag på nogle her i salen, at jeg er glad for, at vi nu endelig har fået en regering, der ikke bare sætter et stykke gaffatape over samfundets fundamentale revner, men rent faktisk har fundet mørtlen frem.

En regering der tager ansvar.

For ansvaret er pålagt os alle her i salen. Om man er i opposition eller ej, så har vi et ansvar for de vælgere, der har sat deres lid til os.

Derfor er jeg også glad for at stå her som repræsentant for et parti, der tager ansvaret på sig. For der skal ikke herske ét sekunds tvivl om, at det her er alvorligt.

Jeg har selv stået i den hvide kittel og oplevet, hvordan en afdeling kan blive bragt i knæ pga. mangel på personale.

Stærke, dygtige kollegaer er knækket under presset på hospitaler, hvor der simpelthen ikke er nok medarbejdere. Patienter venter på operationer i så lang tid, at simple lidelser kan udvikle sig til akutte.

Og jeg har overarbejdende veninder, der må bytte børnefødselsdagen ud med operationsgangen, fordi telefonen kalder dem ind på deres fridag.

Det er er arbejdsmiljø, vi ikke kan acceptere. For når det går for stærkt, øges risikoen for fejl.

Og det gælder også herinde i Folketingssalen – om end jeg har svært ved at forestille mig, at vi her i Folketinget ville tillade et så massivt tidspres, at kvindelige kollegaer måtte iføre sig patientbleer, når de havde menstruation af frygt for, hvornår de kunne komme på toilettet næste gang.

Derfor er det vigtigt, at vi nu får en akutplan for sundhedsvæsenet, så vi kan lette presset for sundhedspersonalet og nedbringe ventelisterne for patienterne.

Det skal vi gøre nu og her. Men på den lange bane skal vi reformere sundhedsvæsenet grundlæggende. Det var en af Moderaternes vigtigste mærkesager i valgkampen, og den vil jeg stå vagt om bliver gennemført. Og vi vil gøre os umage.

Derfor kan jeg ikke helt alvorligt ikke forstå, at regeringen bliver kritiseret for at bruge for meget betænkningstid gennem kommissioner. For vi skal i dybden med den her sundhedsreform og ikke bare kradse i overfladen. Vi skal have nuancerne med.

Det er Moderaternes DNA.

Vi udtænker vores politik i samarbejde med dem, der ved hvordan virkeligheden ser ud. Det er sådan jeg selv blev en del af Moderaterne.

Sammen i ”Det Politiske Mødested” diskuterede vi samfundets problematikker i dybden da vi mødtes på zoom uge efter uge. Fordomsfrit og løsningsorienteret. For vi har en længere tidshorisont og større ambitioner for Danmark, end hvad der kan forklares i én enkelt sætning.

Det er antitesen til symbolpolitik. Det er at tale op til borgerne.

I den psykiatriaftale, der blev indgået som opvarmning til valgkampen var man enige om at bruge en masse penge, men ikke enige i, hvor pengene skulle komme fra.

Det var ikke godt nok. Og hvis vi i Moderaterne ikke havde insisteret på, at prioritere psykiatrien, er jeg bange for, at vi her efter valget stadig ville stå med en aftale, hvor der ville blive råbt alle de rigtige slagord, men når regningen skulle betales ville der være larmende stilhed.

Heldigvis kigger vi fremad i Moderaterne. Og nu er vi blevet enige i regeringen om at løfte psykiatrien substantielt: 3 mia. kr. er prioriteret til 10-års planen.

Det vil gøre en forskel for de mennesker, hvor livet føles allermest krøllet og flosset.

For det gør mig oprigtig bekymret både som sundhedsfaglig, som mor, men også som politiker at høre om alle de unge, der oplever ensomhed, angst og depression. For der findes ikke en recept for sårbarhed og mistrivsel. Ikke en pille der lindrer ensomhed.

Men der er ting, som vi ved, kan virke forebyggende.

At bruge eftermiddagen i spejderklubben. Håndboldstævner i weekenderne. Biografturmed vennerne. Nærvær. Samvær. Fællesskab.

Vi skal klippe de tråde, der binder os til ensomme skærmtimer og sammenflette nye bånd til de øjeblikke, hvor sang, sport, kunst, kultur og samhørighed skaber fælles mening.

Det er ikke kun sentimentalt.

Statistikker viser os, at det er lige så farligt at være ensom, som det er at ryge 15 cigaretter om dagen. Kulturpolitik er derfor et livsnødvendigt samfundsområde, som vi skal sørge for har de bedste rammevilkår.

Derfor har vi foreslået at indføre et kulturpas, der gives til alle unge efter endt skolegang, og som kan bruges på at komme ud i kulturlivet, i teateret, på museum eller til at indmelde sig i idrætsforeningen.

Vi vil styrke fællesskabet allerede i folkeskolen, hvor morgensang igen kan være en god start på dagen. For at synge sammen og mærke forbindelsen til det nervesystem, der sitrer, når vi er en del af noget større.

I Danmark har vi altid haft en unik forståelse for, at der er findes noget større end os selv. At vi i Danmark bor sammen og vores fælles velfærd ikke er en rød, blå eller lilla mærkesag, men en samlet bedrift.

Derfor har vi også en interesse i at give huset en hovedrengøring, når der er brug for det.

For hvis huset Danmark skal forblive det paradis på jord, som min far fortalte mig om, så er der brug for, at vi som politikere fokuserer på større problemer end vandhanen, der drypper, når nu det regner ned igennem taget.

Og nej – det er ikke alle beslutninger, der er lige sjove. Nogle ting kræver mod og beslutsomhed, og at personlige interesser bliver lagt til side, til fordel for solidt reformsamarbejde. Det er et ræsonnement, I måske kan huske fra valgkampen.

Nu handler det virkelig om noget og ikke om nogen.

Men hvis det skal handle om nogen, så er det i hver fald ikke os herinde i Folketingssalen. For jeg er sikker på at vores velfærdssamfund nok skal holde vores tid ud. Nej dem jeg tænker på, det er mine børn. Der sidder hjemme på mit stuegulv lige nu og ser med. Hvad vil de vokse op til?

Jeg håber, de vil vokse op til et samfund, der har haft modet til at træffe de nødvendigebeslutninger. At kunne gå på kompromis. Også når det var upopulært.

Jeg tror på, det kan lade sig gøre. Den her regering er eksemplet på, at fortidensstridigheder og polemik ikke er en del af fremtiden.

Tak for ordet.

SENESTE NYT