Mød

Frida Bruun

Valgt i Sydjyllands Storkreds

Hvornår gik det op for dig, at du var blevet valgt?

Det var en meget spændende valgaften. Vi stod til to mandater i Sydjylland, men vidste endnu ikke hvilke to, der ville komme ind. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke sov meget natten til onsdag, spændingen var alt for stor.

Efter valgfesten havde min mand og jeg overnattet i København, men skulle retur til vores børn igen dagen efter. Jeg sad hele formiddagen og opdaterede flere gange i minuttet. Omkring middag var der ved at være et endeligt resultat, da vi var nået til omkring Kolding-afkørslen. Jeg kiggede på min mand og sagde: ”Bjørn, nu tror jeg på det, jeg er kommet ind”

Hvad var din første reaktion?

Jeg begyndte at græde. Af lykke, stolthed og lettelse. Følelserne havde været helt ude på tøjet, og jeg fik også min mand med på grædevognen. Glædestårer. Efter en benhård valgkamp, er det en helt særlig følelse, når det lykkes.

Hvad er de første uger som folkevalgt gået med?

Det praktiske: Telefon, computer og parkeringstilladelse. Som medlem uden for Sjælland har jeg mulighed for en lejlighed i København, men der er lidt ventetid, så indtil videre bor jeg på hotel. Jeg har meldt mig til diverse kurser, min læringskurve er jeg ikke i tvivl om bliver stejl. Men det skal jeg nok få styr på.

På tirsdag skal Grundloven underskrives. Jeg har inviteret min familie med over, hvilket jeg glæder mig meget til. Nu skal ”mor på Tinge”.

I skrivende stund ved du jo ikke, hvilke ordførerskaber du får tildelt, men hvilke mærkesager vil du gerne kæmpe for på Christiansborg?

Jeg vil rigtig gerne slå et slag for landdistrikterne. Vi er et lille land i en stor verden. Derfor må forskellen mellem landsdelene ikke vokse sig for stor. Der skal være plads til at vælge både byen og livet tæt på naturen.

Jeg vil også arbejde for, at privatøkonomi får en plads i folkeskolen. Når mere og mere bliver digitalt, er det vigtigt, at unge får en grundlæggende forståelse for økonomi tidligt i livet.

Og så vil jeg kæmpe for bedre rammer for børnefamilier. Jeg er selv mor til fire, og jeg ved, hvor meget det kræver. Vi skal skabe et samfund, hvor der er plads til både familieliv og arbejdsliv.

Hvordan vil du gerne have, at vælgerne kommer til at kende dig?

Som ”Frida fra Føvling”. Jeg er ikke bange for at skille mig ud, men jeg er en stor holdspiller, og jeg glæder mig til at repræsentere medlemmerne. Jeg har været en del af spejderbevægelsen i mange år, og her lærte jeg, at ingen lykkes alene. Det gælder også i politik.

Hvor kan man følge med i dit politiske arbejde?

All over. Jeg skal nok blive en haj til at promovere mig selv, men bær lige lidt over med mig, for jeg er jo jyde. Så det med at prale for meget ligger ikke naturligt til mig, men jeg prøver at opdatere min Linkedin, Instagram og Facebook, så godt jeg kan.

Og så håber jeg selvfølgelig også at dukke op i nyhedsbrevet en gang imellem 😊

9. april 2026

Mød de andre nye folketingsmedlemmer