Politik sætter rammerne for folks frie liv og bør udvikles i respekt for ethvert menneske som individ – og altid med grobund i frihed til forskellighed. Alle har ret til egen tro, tanke og tilhørsforhold. Samfundet er et fællesskab, der opstår som en sum af individer og alle har ret til at leve efter personlig overbevisning – altid under hensynstagen til fællesskabet.
Politik er rammen om det frie liv, og skal forfine og forbedre menneskers mulighed for at bidrage og skabe samfundet.
En stadig større bureaukratisering og lovjungle skaber en fornemmelse af anonyme magtstrukturer, som gør mennesker ude af stand til at føle medansvar. Det skal begrænses. Når vi som samfund forventer medborgerskab, skal alle have frihed til – og mulighed for – at påtage sig ansvar og føle medbestemmelse. Deraf følger mangfoldighed, vækst, velstand og udvikling.
Ingen er forpligtet over evne, og det er statens pligt at sikre, at alle får mulighed for at virke og udvikle sig inden for rammerne af den enkeltes formåen.
Vi skal udvise respekt for hinandens frihed – og enhver tro og tanke har sin berettigelse, men må tåle den demokratiske samtale og modsigelse. Alle vælger frit hvem og hvad de vil være, men ingen kan gøre sig til dommer over andres valg – og ethvert menneske er forpligtet af almenvellets og samfundets fælles regler og indretning.
Alle må tage ansvar i og for deres eget liv. Samtidig er samfundet forpligtet til at tage vare på dem, der ikke kan passe på sig selv. Vi skal møde hinanden med positive forventninger og realistiske krav. Alle skal mødes med en forventning om en personlig indsats. Vi der bor i Danmark indgår i et forpligtende fællesskab, hvorfor det er et bærende princip, at der med rettigheder også følger forpligtelser og ansvar.
Med frihed følger ansvar – og menneskelig moral er forankret i fællesskabets sociale normer og naturlige adfærdsregulering. Vi kan ikke detailregulere den personlige ansvarsfølelse – og bevidstheden om, hvor langt politiske processer må række ind i den personlige frihed, er en væsentlig og afgørende erkendelse.
Det er derfor vigtigt at kende grænserne for politik. Politikere, der agerer sociale ingeniører, overser den kompleksitet i samfundet, der betyder, at man ikke kan tænke et samfund på papiret. Et sundt samfund har i nogen grad et niveau af selvorganisering, der finder et naturligt leje i en kollektiv proces, som er båret af en fælles frihedsfølelse. Det skal der være plads til – også, når strukturen med mellemrum udfordres, fordi det er sådan vi udvikler os og bliver klogere på, hvordan vi bedst organiserer os.
Menneskets værdier kan umiddelbart virke forskellige – men på trods af kulturforskelle er der en fælles kerne, som er større end det, der adskiller os. Folk skal ikke sættes i bås på grund af deres kultur eller ophav.
Vi skal vise gensidigt respektere og hylde forskellighed, så længe det ikke udfordrer de moralske og etiske standarder, som vores demokrati og retsopfattelse bygger på. Folks individuelle kulturelle sympatier kan ikke være, og må aldrig blive, et statsligt anliggende, medmindre en kulturs kerne enten hindrer eller skader andres liv og frihed. Det er både en folkelig og politisk opgave at sikre rammerne for frisind, hindre diskrimination og garantere, at kulturelle valg forbliver menneskets egne valg.
Danmark er et åbent og inkluderende samfund. De krav og forventninger vi retter mod hinanden, er et udtryk for tillid. Det er rimeligt at forvente, at alle der ønsker at bo i Danmark også lever op til de forventninger. Det multikulturelle samfunds paradoks er en manglende fælles kultur, men i Danmark er den dansk.
Kulturen er grundlagt i danske værdier; tolerance, ytrings- og religionsfrihed, frihed til – på forskellig vis – at tage del i alt det, vi er fælles om. Det betyder, at der er plads til de fleste, men at alle forventes at bidrage til – ufravigelige – sekulære retsprincipper, demokratisk dannelse og absolut ligestilling og ligeværd mellem køn og kulturelle normer.
Danmark har brug for viden og arbejdskraft fra hele verden – og alle der ønsker at bidrage i et vestligt demokrati, som er grundlagt på en samfundsmodel, hvor åbenhed, gensidig respekt og tillid, er kernebegreber, er velkomne. Modsatrettede værdier er det en politisk pligt at ekskludere.
Staten er et middel for målet; menneskets frihed og udviklingspotentiale. Staten skal sikre lige rettigheder og muligheder for alle statsborgere. Staten skal være grundlag for udvikling og har som juridisk og politisk enhed ansvaret for at sætte rammerne for borgernes foretagsomhed.
Staten sikrer samfundets funktionsduelighed; fri og lige adgang til sundhed og uddannelse, et tryg og tillidsbaseret samfund, så mennesker tør investere i fremtiden og hinanden, og rettigheder og regler som gælder lige for alle. Det offentlige spiller en afgørende rolle for samfundets funktionsdygtighed, men samfundet er andet og mere end staten, som derfor ikke skal løse opgaver, der ligeså godt eller bedre kan håndteres af civilsamfundet.
Oplysnings- og informationssamfundets fælles sum af viden er vejen til udvikling af et samfund, der er grundlagt på forskning, uddannelse og oplysning. Dannelse og uddannelse skal være hinandens forudsætning, og vores uddannelsessystem skal være i stand til at undervise og oplyse på et grundlag, der starter i det hele menneske. Det handler aldrig kun om hvad, man vil være – men hvem.
Alle skal have lige adgang til uddannelse og dannelse. Folkeskolen skal danne til uddannelse og medborgerskab, erhvervsuddannelser, gymnasier og universiteter gribe bolden – undervejs skal fri- og efterskoler og frie fagskoler være et tilgængeligt alternativ, som samfundet værner og støtter op omkring, så de bliver en mulighed for alle, der ønsker det.
Undervisning skal udføres med tiltro til undervisernes faglighed og statslig kontrol og tests skal understøtte læring. Højskoler skal sikres at være et attraktivt tilvalg undervejs mod målet – og grundlæggende begreber som dannelse og medborgerskab skal generelt indtænkes i alle uddannelser gennem livet.
Respekten for klimaet er fundament for alt vi gør, alt vi tænker og alt, som vi arbejder for. Klima er fundamentalt og burde ideelt set ikke tænkes som et selvstændigt punkt, men som noget allestedsnærværende uanset politisk område.
Klimaet er et globalt anliggende – og vi er forpligtet til at gøre en indsats, baseret på fornuft, videnskab og realisme, for at fremme en stadig mere bæredygtig levevis.
Klimainitiativer skal være et selvfølgeligt fokuspunkt i den politiske proces, men ikke blindt styret af tal eller teori. Politik skal skabe forudsætning for, at alle kan tage medansvar for klimaudfordringerne.
Velstand er en forudsætning for, at vi kan og vil investere i miljøet, og derfor må vores primære miljøforbedring bestå i investeringer og ikke i økonomiske straffe og nedjusteringer. Miljø kræver investeringer i ny teknik, bæredygtig udnyttelse af jordens ressourcer og rationelle tiltag, hvor pengene bliver brugt der, hvor de gør mest nytte, frem for der, hvor det bare føles godt.
Et samfunds velstand er en grundsten for at mennesker kan leve gode trygge liv. Og velstand er forudsætningen for at et samfund som det danske kan skabe trygge rammer og en ordentlig velfærd. Endelig er stræben efter privat velstand en væsentlig årsag til at vi udvikler os og løser nogle af de store udfordringer, vi står overfor – både som individer og verdenssamfund.
Den primære kilde til samfundets velstand er det private erhvervsliv, og et åbent og frit marked med minimal detailregulering, gode konkurrencevilkår og et minimum af bureaukrati, er en forudsætning for et sundt erhvervsliv. Indsatsen skal kunne betale sig – og skat og afgifter skal ikke fratage mennesker drivkraft og lysten til at gøre en indsats.
Marked er motoren, der driver et frit og rigt samfund. Et samfund hvor ressourcer udnyttes effektivt, og hvor innovation baner vejen for nye ideer og bedre løsninger på morgendagens problemer.
Vi skal værne om det fleksible arbejdsmarked. Det skal være rentabelt og meningsfyldt at forsørge sig selv og sin familie. Virksomhederne skal have adgang til den mest kvalificerede arbejdskraft og det er et politisk ansvar at holde hånden under dem, der midlertidigt er uden for arbejdsmarkedet, men også en pligt at skabe rammerne for, at der altid er tale om en tidsbegrænset periode.
Passiv forsørgelse er demotiverende. Mennesker udvikler sig i fællesskab og ved at bidrage. Der er behov for arbejdsomhed i alle dele af samfundet, og vi skal tilpasse arbejdsmarkedet, så der bliver plads til flere – alle skal med.
Mennesker, der ikke bliver mødt med forventninger umyndiggøres og passiviseres; et samfund har pligt til at forvente noget fra alle.
Det er ikke et offentligt anliggende at gøre sig til dommer over ”den gode smag”. Offentlig kulturstøtte skal sikre diversitet og kulturarven – og i nogen grad være det, der motiverer skaberkraften i anerkendelse af, at kulturen er et udtryk for samfundets åndelige trivsel.
Kunstens autonomi er ukrænkelig – og kulturstøtte skal altid gives under frie rammer.
Det er en offentlig opgave at understøtte den kulturelle formidling af landets historie og kulturarv, men derudover er det ikke statens opgave at definere national identitet gennem kulturproduktion.
Kloden og verdensbefolkningen er et fælles ansvar; vi kan moralsk ikke tillade os, at være os selv nok. Vi skal arbejde for en mere jævnbyrdig levestandard for alle verdensborgere, og en stadig større samhørighed mellem alle verdens lande. Ligeværd og jævnbyrdige partnerskaber er vejen til velfærd og fred.
Mennesker i akut nød skal kunne regne med Danmark, men indsatsen bør i videst muligt omfang ydes lokalt. Demokrati og stærke civilsamfund er forudsætningen for velstand – og den udveksling og udvikling, som mennesker skaber i fællesskab, umuliggøres, hvis ikke vi har åbne markeder og mellemfolkelig samhandel.
International retsorden og frihandel er i verdenssamfundets – og dermed også Danmarks – interesse.
Danmark hører naturligt til i kernen NATO og EU, hvilket også stiller krav til vores aktive deltagelse i og påvirkning af det. EU er skabt med det formål at sikre fred, stabilitet og velstand i Europa, og kan bidrage til at løse mange af de problemer, landegrænserne tidligere stod i vejen for.
Global frihandel er et gode, men må bygge på princippet om reciprocitet og respekt for fundamentale, menneskelige rettigheder, så man ikke kan skyde hurtig genvej til en forbedret konkurrenceevne ved at se stort på f.eks. miljø eller menneskerettigheder. Det kræver et Europa, der står samlet om de store ting udadtil, så de europæiske lande ikke spilles ud mod hinanden. Omvendt skal EU undgå at tære på den folkelige opbakning ved unødigt at blande sig i de små ting. Med respekt for nationernes egenart og nærhedsprincippet skal EU arbejde for Europas position i verden.
Bare rolig, vi vælter ikke din indbakke. Moderaternes nyhedsbrev udsendes ca. 2 gange om måneden og du kan til enhver tid afmelde dig via link i mailen. Gå til tilmelding
