Følg os på
Søg
Marina Floejgaard Andersen

Marina Fløjgaard Andersen

Advokat (H)

Kandidat, København

Jeg er 46 år, bor på Frederiksberg, har 3 piger og arbejder som advokat.

Jeg værdsætter mit land og har et stærkt ønske om at yde et større samfundsbidrag end hidtil. Derfor melder jeg mig som folketingskandidat, ligesom jeg for nogle år tilbage meldte mig til retshjælpen og til bestyrelsen i børnenes FDF-kreds.

Jeg henter mit politiske ståsted fra forældre med jyske aner, fra et velfærdssamfund, som har givet mig og mine børn et stærkt fundament og fra den hovedstad, som har været mit hjem i 27 år. Fra jobs som blandt andet uuddannet hjemmehjælper, som privatansat IT-sælger, som jurist, som advokat og som selvstændig.

Jeg følger med og holder mig orienteret. Jeg læser flere aviser, heraf Berlingske på daglig basis.

Demokrati og frihed er mine ledestjerner. Jeg tilslutter mig et øget forsvarsbudget, demokratiske nationers sammenhold, kvinders rettigheder, en grøn dagsorden og energipolitik tænkt sammen med sikkerhedspolitik.

Jeg arbejder løsningsorienteret og pragmatisk. Jeg er vant til at sætte mig ind i nyt og kompliceret stof i større mængder og jeg er vant til at tænke i logiske sammenhænge, konsekvenser og alternativer. Jeg skærer til og fokuserer på det væsentlige. En erfaring der vil gøre nytte i folketinget.

Jeg er loyal tilhænger af Lars Løkke Rasmussen for hans evindelige kamp for at gøre i morgen bedre end i går. For at sætte en reformdagsorden, også når det ikke er populært og for altid at stille op. Han er den mest fremsynede politiker, vi har, og derfor skal han ind på et stærkt mandat og med bedst muligt hold.

Vi har behov for at se længere frem og tænke bæredygtigt – økonomisk bæredygtigt, socialt bæredygtigt og miljø/klimamæssigt bæredygtigt. Det kræver prioritering og opgør med velerhvervede rettigheder. Jeg vil gerne give mit bidrag til den nødvendige politik, som den i praksis eneste garanti for, at vi altid kan holde hånden under den svageste og aflevere det bedst mulige til næste generation.

Jeg har læst international miljøret i Australien, taget den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing og arbejdet i Grønland. For at nævne udvalgte forsøg på at kigge ind i andre bobler end min egen. Jeg læser meget skønlitteratur og ser meget på kunst. Det giver luft til hjernen.