Længe leve
dansk erhvervsliv
Der er gode nyheder for danske virksomheder. Regeringen præsenterede i dag et udspil, som skal styrke dansk erhvervsliv.
Danske virksomheder er rygraden i vores samfund. De skaber innovative løsninger på mange af samfundets udfordringer, løsninger der både skaber velfærd og velstand. Og det skal de blive ved med.
I sidste uge præsenterede regeringen en iværksætterstrategi, der tager hul på ambitionerne om, at Danmark skal være et endnu bedre sted at starte og drive virksomhed. Men der er stadig flere steder, vi kan skrue på knapperne, så vi fortsat har et konkurrencedygtigt og dynamisk erhvervsliv, der kan udvikle løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer.
Derfor har Lars Løkke Rasmussen, sammen med resten af regeringen, netop fremlagt en plan for, hvordan vi styrker de mange danske virksomheder.
Regeringen er blevet enig om at sænke arveafgiften fra 15 til 10 procent, så de familieejede virksomheder har flere midler til at investere i deres virksomhed og give stafetten videre. Det giver virksomhederne en tiltrængt økonomisk sikkerhed for, hvad de skal betale i skat. Et strålende eksempel på politik, der kun lader sig gøre med en regering hen over midten.
De familieejede virksomheder er en motor for den vækst og velstand, der gør det danske velfærdssamfund muligt. Dem skal vi naturligvis værne om, og derfor er det også rimeligt, at vi gør det nemmere og mere gennemskueligt, når nøglerne går i arv.
"Nu giver vi de familieejede virksomheder mere sikkerhed. Tryghed til at vokse og udvikle sig i Danmark."
– Mohammad Rona, skatteordfører, Moderaterne
"For hvis vi fortsat skal sikre et konkurrencedygtigt og dynamisk dansk erhvervsliv, skal de danske familieejede virksomheder have de absolut bedste rammevilkår"
– Charlotte Bagge, erhvervsordfører, Moderaterne
I samme omgang giver vi også erhvervsstøtteordningerne en hovedrengøring, så vi får prioriteret pengene korrekt og sikrer, at midlerne bliver brugt bedst muligt til at skabe mere innovation og udvikling af danske virksomheder. Samtidig indfører vi færre byrder og mere forudsigelighed med en skematisk værdiansættelse, når virksomheder skal gå i arv mellem generationer.
Du kan læse hele regeringens udspil “Et stærkere erhvervsliv i Danmark” her (pdf).