/
Lad os indføre et forbud mod PFAS i hele EU

Lad os indføre et forbud mod PFAS i hele EU

NYHED
23.05.2024

Det er ikke længere til at benægte, at PFAS-stoffer udgør en betydelig risiko for folkesundheden og miljøet. Fra stegepander til kosmetik og ud i mobiltelefoner og dine børns regntøj, er disse evighedskemikalier overalt omkring os. De samler sig i vores kroppe og i naturen, og vi kender endnu ikke alle konsekvenserne endnu. Men et dårligere immunforsvar, øget kolesteroltal, leverskader, kræft, abortrisiko, hormonforstyrrelser og lungeskader er blandt de negative effekter, som PFAS kan have.

Det er nytteløst for de enkelte EU-lande at vedtage et generelt forbud mod PFAS, fordi varerne naturligvis bevæger sig tværs over landegrænserne. Vi skal derfor have en løsning på EU-plan.

Moderaterne foreslår på den baggrund, at:

  • EU vedtager et egentligt straksforbud mod brug af PFAS i alle produkter, der havner i hænderne på forbrugere.
  • Der sikres et vedvarende fokus på at fjerne hormonforstyrrende stoffer fra forbrugsvarer.
  • EU arbejder på at minimere brug af PFAS i industrien med henblik på en udfasning på sigt.

Medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne Bergur Løkke Rasmussen siger:

"Evighedsstoffet PFAS er en konstant sundhedsrisiko for os alle, det står helt klart. Desværre bliver der stadig produceret produkter med PFAS, og det udgør en risiko for badevandet, vores grundvand og i sidste ende vores helbred. Det er der god grund til at være urolig over."

Farligt legetøj

PFAS er en gruppe af kemiske stoffer, der bruges i et væld af dagligdagsprodukter. PFAS kan blandt andet findes i maling, kosmetik, udendørstøj, elektronik, skivoks, stegepander og tæpper. Ja sågar i den mad, vi spiser. De nuværende EU-regler er desværre ikke stramme nok til at forhindre, at eksempelvis legetøj til børn indeholder PFAS.

"Godt nok skal legetøj, der er tiltænkt det europæiske marked, være CE-mærket, men virkeligheden er jo, at der især blandt børn hurtigt kan opstå en ny trend, hvor alle for eksempel skal have en fidget-spinner. Og pludselig ruller det ind over grænsen fra lande uden for EU, hvor CE-mærket ikke eksisterer. Det synes jeg, er en skræmmende tendens."

– Bergur Løkke Rasmussen, medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne.

Vi nødt til at handle. Og det skal ske på EU-plan. Derfor vil vi have indført et straksforbud mod PFAS i forbrugsprodukter.

Moderaterne foreslår et forbud, der går på flere ben. Først og fremmest handler det om at beskytte de mest sårbare og dyrebare i vores samfund, nemlig vores børn. Alt for meget legetøj strømmer ind i EU fra for eksempel det kinesiske marked, og disse kan indeholde et væld af PFAS-stoffer.

Det skal vi have stoppet, og derfor bør man i EU indføre en form for produktpas for alle produkter, der krydser EU’s grænser. På den måde vil det være lettere for både forbrugere og importører at kontrollere diverse produkter. Derudover bør man screene alle de digitale produktpas ved de ydre grænser og identificere de forsendelser, der kræver detaljeret kontrol i tolden. Som for eksempel potentielt farligt legetøj fra Kina. De produkter, som ikke lever op til kravene, skal så fjernes helt fra EU’s marked.

Derudover er en revision af EU’s kemikalielovgivning, REACH, også afgørende. Vi kan ikke spise EU-borgerne af med en kosmetisk ændring. Vi har brug for en omfattende revidering, der tager højde for de seneste videnskabelige beviser og indfører strengere regler for anvendelsen af flourerende stoffer som PFAS. Vi skal sikre, at forbrugsprodukter, der sælges på det europæiske marked, er fri for disse skadelige kemikalier. I den forbindelse skal industrien også dels være med til at minimere brugen af stofferne i produkter, hvor der i dag ikke er alternativer, og dels fremme alternativer til PFAS-stoffer, så vi på sigt kan udfase PFAS-stoffer helt.

SENESTE NYT