Katrine DiBona bliver ny partisekretær for Moderaterne
Katrine DiBona tiltræder som partisekretær den 1. august for Moderaterne. Hun kommer med 13 års erfaring fra Novo Nordisk, hvor hun har bestredet en række ledelsesstillinger og senest som Corporate Vice President med det globale ansvar for Novo Nordisks interessevaretagelse, dialog med interessenter og bæredygtighedsarbejde. Tidligere har hun blandt andet været chefkonsulent i Dansk Industri og arbejdet i Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.
Partiformand Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Moderaterne er født som et parti, der vil tage ansvar og samle Danmark på tværs. Men et parti bliver ikke stærkt af gode idéer alene. Det kræver organisation, ledelse og mennesker, der kan omsætte ambitioner til virkelighed. Det kan Katrine. Hun kommer med en imponerende erfaring fra både erhvervslivet, organisationsverdenen og centraladministrationen, og jeg er meget glad for, at hun nu skal være med til at tage Moderaterne ind i næste fase.”
Med ansættelsen får Moderaterne en partisekretær, der skal stå i spidsen for den videre opbygning af partiets organisation og styrke sammenhængen mellem Christiansborg, bagland, lokalforeninger og politiske ambitioner. For Katrine DiBona handler opgaven både om at udvikle partiet organisatorisk og være med til at sikre, at Moderaterne står stærkt i de kommende år.
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Moderaterne. Det er et parti med store ambitioner for Danmark og en grundlæggende vilje til at tage ansvar, også når løsningerne kræver samarbejde på tværs. Det, synes jeg, er både vigtigt og inspirerende.”
”Moderaterne har på kort tid fået en central rolle i dansk politik. Nu handler det også om at bygge partiet endnu stærkere som organisation. Den opgave glæder jeg mig til at tage fat på sammen med medarbejdere, medlemmer, folkevalgte og frivillige i hele landet,” udtaler Katrine DiBona.
Katrine DiBona overtager fra Jonas Juul Bisserup Bechfeldt, der har været interim partisekretær for Moderaterne siden medio december 2025.
For yderligere information, kontakt:
Moderaternes presseafdeling
Tlf. 3337 5858