/
Karin Liltorp: Vi giver de unge drømmene tilbage

Karin Liltorp:
Vi giver de unge drømmene tilbage

NYHED
23.10.2024

Alt for længe har vi ladt en stor del af vores unge mennesker i stikken, nemlig den gruppe, der hverken har en uddannelse eller et arbejde – og det gør vi heldigvis noget ved nu.

Et bredt politisk flertal har i denne uge indgået en aftale om et ungeløft. Det skal hjælpe de 43.000 unge uden uddannelse eller arbejde ind på arbejdsmarkedet. Aftalen lægger blandt andet op til et nyt partnerskab på tværs af samfundsaktører, der skal skabe jobs til denne gruppe af unge.

"Man er jo lidt jysk indeni – og derfor har jeg altid haft det lidt svært ved de store ord. Men denne aftale er jeg stolt over at have sat aftryk på. For mig personligt er denne aftale hjerteblod."

– Karin Liltorp, beskæftigelsesordfører, Moderaterne.

Ifølge Karin Liltorp har vi alt for længe svigtet de unge, der ikke passer ind i kasserne.

"Vi har forsøgt os med en one-size-fits-all tilgang – vel vidende, at de fleste unge i denne gruppe har komplekse problemstillinger. Måske et handicap, måske et misbrug – eller en meget lille tro på egne evner. De kan ikke ”bare lige” tage en uddannelse eller et job. De har brug for lidt ekstra støtte og nogle flere muligheder. For vi kan simpelthen ikke være bekendt at efterlade dem på perronen. "

– Karin Liltorp, arbejdsmarkedsordfører, Moderaterne.

Aftalepartierne afsætter mere end 1,3 mia. kr. frem mod 2035, som blandt andet går til styrkede indsatser til unge med psykiske eller sociale problemer. Indsatserne tager højde for hele den unges situation på tværs af bl.a. beskæftigelse, sundhed og psykiatri. Partierne lægger også op til et nyt, stærkt partnerskab mellem relevante aktører tæt på de unge, som både skal skabe jobåbninger og ruste de unge til arbejdsmarkedet. Regeringen og partierne bag aftalen vil nu række hånden ud til kommuner, virksomheder og civilsamfund for at få nedsat partnerskabet.

"Det, der for os i Moderaterne er det mest centrale ved aftalen, er fokus på, at få alle med i et meningsfuldt fællesskab. Fællesskaber er desværre gået hen og blevet en mangelvare, især for denne gruppe unge – og uden et fællesskab kan man simpelthen ikke blomstre. Uden fællesskaber mister man ganske enkelt troen på, at man har en værdi. Og det er forfærdeligt. Vi giver med aftalen en masse unge drømmene tilbage. Det man kan da kun blive glad over. "

– Karin Liltorp, beskæftigelsesordfører, Moderaterne.

Foto: Beskæftigelsesministeriet

SENESTE NYT