Følg os på
Søg
Jeppe Søe

Jeppe Søe

Journalist og medstifter af Moderaterne, direktør for Det Politiske mødested

Spidskandidat, Vestjylland

Jeppe Søe, født 1971 på Krogerup Højskole. Opvokset på Uldum og Lønne højskole ved Ringkøbing Fjord.

Som højskoledreng oplevede jeg fra første skridt, at livet formes i mødet med alle de andre.

Jeg har mødt over en halv million elever på højskolerne. Alle som en er del af min opdragelse. Samtalerne med folk fra alle verdener formede mig.

Og det er i virkeligheden samme tankegang, Lars Løkke og jeg startede Det Politiske Mødested på i januar 2021. Samtaler med alle dem, der ikke sidder og forsker i virkelighed - men lever i den. Og når man kombinerer dem, der forsker, med dem, der lever - så får man virkeligheden ind i samtalen råt for usødet.

De samtaler har vi skabt et parti på. Og jeg er spidskandidat i Vestjylland, som med vindblæste træer og klitter der er ædt af havets kræfter har sat et præg på mig. Ikke mindst de ukuelige vestjyder, der lever derude, hvor resten af landet mener, at de bor langt væk.

Mine politiske synspunkter er identiske med partiets grundlæggende fundament, da jeg som medstifter har kunnet mærke efter hele vejen i næsten to år. For mig er den grundlæggende røde tråd i vores holdninger baseret på frihed, dannelse og respekt for faglighed.

Friheden rækker først til forskellighed, når alle tør tage ansvar for ikke bare sig selv, men også hinanden. Mit politiske projekt er IKKE at fratage nogen det ansvar, som jeg synes, alle mennesker har pligt til at tage på sig - og min ambition er, at jeg vil tage mit ansvar som en politiker, der veksler mit mandat til handling.

Jeg tror på frihed. Jeg tror på, at det politiske projekt er, at skabe meningsfyldte rammer omkring et samfund, som mennesker selv skal skabe.

Det kræver, at der er plads til det. Det nytter ikke, at politik kun er en praksis eller et 30 sekunders sammenklip af pointer ingen forstår udenfor kontekst.

Jeg vil derfor insistere på, at vi tager mediepolitik alvorligt. Anne og Anders og Paradise Hotel må ikke sætte dagsordenen for, hvordan vi tænker verden. Kommentatorerne må ikke være dem, der giver mest mening. Den skal komme fra os selv. Dig og mig.

Jeg vil arbejde for at sætte fagligheden fri. For at vores uddannelsesinstitutioner får større handlefrihed, fordi alt det, der er drevet af erfaring og forbundethed, i sidste ende, er det, vi bedst kan veksle til virkelighed.

... og så vil jeg insistere på, at vi prioriterer dannelsesperspektivet i alle beslutninger. Det nytter ikke at tale om noget som helst, hvis ingen egentlig ved, hvad de taler om. Dannelse er efterhånden blevet et ord for, om man kan sidde pænt ved et bord eller opføre sig pænt i bussen. Men dannelse er for mig en helt grundlæggende forudsætning for medborgerskab. Og medborgerskab er en forudsætning for et velfungerende demokrati.

Derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi både i opdragelse, på institutioner og som samfund begynder at kræve noget af hinanden. Vi skal danne fællesskaber.

Kontakt mig gerne på jeppe@jeppe.dk eller på telefon 22155541.