Jubel over grøn trepart
Efter næste et års venten, er den grønne trepart nu klar til at præsentere et vaskeægte stykke verdenshistorie.
Vi får nu en samlet, langsigtet og grøn plan for dansk landbrug. Det er en stor sejr for os i Moderaterne.
Moderaterne er et reformparti, der med solidt politisk håndværk insisterer på at finde holdbare løsninger på de største udfordringer i samfundet.
"Vi gik til valg på en grøn trepart, der giver landmændene ro om fremtiden, mens vi samtidig sikrer klimaet og biodiversiteten. Det handler vi på nu. Jeg er stolt af, at der nu kommer en visionær plan, der fremtidssikrer landbruget og gør det grønnere.”, Charlotte Bagge, fødevare-, landbrugs-, og fiskeriordfører. ."
– Charlotte Bagge, fødevare-, landbrugs-, og fiskeriordfører.
Når trepartens løsninger skal ud at leve i virkeligheden, kommer vi til at se de største forandringer af det danske landskab siden landboreformerne i 1800-tallet. Det bliver til at få øje på, når vi eksempelvis kommer til at plante ny skov på et areal, der kan dække, hvad der svarer til fire gange Bornholms areal. Det gør vi blandt andet ved at lancere det, vi har kaldt en grøn arealfond, som Moderaterne længe har slået på tromme for.
Fonden skal skubbe på for, at landbruget fremover giver langt mere plads til skov, natur, energianlæg og ikke mindst biodiversiteten – både til lands og til vands. For det står rigtig skidt til. Dyrearter forsvinder, og vores hav- og vandmiljø har brug for livreddende ilt.
"Som gammel landmand er det noget helt særligt, at vi i dag skriver historie med verdens første klimaafgift på landbruget. Vi indfører en klimaafgift, som sender et klart signal til landbruget om, at det betaler sig at omstille til et grønnere landbrug og nedbringe sin udledninger af CO2 og kvælstof."
– Henrik Frandsen, klimaordfører, Moderaterne
Vi har aldrig rystet på hånden, når vi har stået fast på, at vi skal løse udfordringerne i fællesskab – og det inkluderer selvfølgelig også landbruget. Derfor blev spørgsmålet om kvælstof en del af forhandlingerne i treparten, hvilket nu munder ud i ambitiøse indsatser, der skal få livet tilbage i vores fjorde.
“Den grønne trepart er et førsteklasses eksempel på, hvordan man kan lave ambitiøs klimapolitik uden at efterlade nogen på perronen. Jeg tror på, at det kun har været muligt, fordi vi insisterede på en grøn trepart – inspireret af vores arbejdsmarkedsmodel.“,
– Henrik Frandsen, klimaordfører, Moderaterne
Vi har haft naturen og klimaet med i forhandlingslokalet. Vi har haft landbruget, kommunerne, arbejdsmarkedet og industrien med. Og det er der kommet en rigtig god løsning ud af, så vi i dag står med en visionær fremtidsplan for landbruget, klimaet og naturen.