Gode folk fra partiet

Carsten Nielsen

Ny storkredsformand i København

København har fået en ny storkredsformand. Velkommen til Carsten Nielsen.

Han fortæller her om, hvordan der arbejdes på at styrke organisationen og kandidaterne frem imod kommune- og regionsvalget.

Ved det netop afholdte årsmøde blev jeg udpeget som Kredsformand i København og dermed også medlem af partiets hovedbestyrelse. Det er et stort ansvar, men et jeg føler mig klar til. Rollen for Storkredsbestyrelsen er primært af organisatorisk karakter, og handler kort fortalt om at skabe de bedste rammer for medlemmerne, vores folkevalgte og politiske kandidater. Vi har et stærkt samarbejde internt i kredsbestyrelsen og med kommunekredsledelserne i vores fire vidt forskellige kommuner – fra metropolen København til Danmarks mindste bykommune Dragør. Kredsen repræsenterer dermed en stor og meget mangfoldig befolkningsgruppe, hvilket kun gør både det organisatoriske og politiske arbejde endnu mere spændende og meningsfuldt.

Fokus for Storkredsbestyrelsens arbejde det kommende år er klart: Vi skal bakke op om vores mange dygtige kandidater til kommunal- og regionsrådsvalgene, så vi får reel Moderat indflydelse efter valget den 18. november. Samtidig har vi en ambition om at starte Det Lokale Erhvervspolitiske Netværk op og arbejder kontinuerligt med at engagere vores medlemmer – og tiltrække nye.

Min egen historie med Moderaterne går tilbage til før sidste folketingsvalg. Da Lars Løkke Rasmussen stiftede Moderaterne, følte jeg for første gang, at jeg havde fundet mit ægte politiske ståsted. Det var en let beslutning at melde mig ind i sommeren 2022. Kort efter blev jeg kampagneleder for en af partiets dygtige kandidater ved Folketingsvalget og siden foråret 2023 har jeg været en del af det organisatoriske arbejde i Københavns Storkredsbestyrelse. Det seneste års tid har jeg samtidig haft fornøjelsen af at deltage på Moderaternes allerførste Talenthold – et utroligt givende og inspirerende forløb, som netop er afsluttet.

Årsmødet gav mig mange gode nye input og bekendtskaber. Jeg ser frem til, at vi kan udveksle erfaringer og ideer på tværs af alle valgkredsene, så vi kan få det bedst mulige resultat ved kommune- og regionsvalget og vise, at Moderaterne i dag har slået rod rundt omkring i landet. Tak for ordet.

24. april 2025