Frisættelse virker – men vi skal kæmpe for det
Af Andreas Lausen, byrådskandidat for Moderaterne i Middelfart Kommune
I sidste uge kom en nyhed, der har givet mig – og alle andre moderater – noget at smile over. En ny undersøgelse bekræfter, at frisættelse rent faktisk virker. Det konkluderer VIVE på baggrund af erfaringer fra min egen kommune, Middelfart, (og to andre) som de seneste fire år har været sat fri fra nationale og kommunale regler på ældreområdet.
Resultatet er markant: Bedre ældrepleje og større arbejdsglæde for de ansatte. Det giver i den grad blod på tanden i forhold til at forfølge frisættelsesdagsordenen.
Ansporet af den gode nyhed har jeg rakt ud til vores borgmester for at høre, om han vil kæmpe for få lokalplejehjem til byen – men det blev et nej tak. Utroligt nok i betragtning af at vi i netop vores kommune har set de positive konsekvenser af frisættelse – det bliver dermed et af mine vigtigste valgtemaer, at vi netop skal holde fast i frisættelsestanken. Ikke bare på ældreplejen, men på en række velfærdsområder.
Maskeraden
Min egen aha-oplevelse kom, da jeg var formand for forældrebestyrelsen i mine børns daginstitution. Vi troede, vi var med til at vælge en ny leder af institutionen, men lederen var reelt bestemt på forhånd af forvaltningen. Selv da et flertal – inklusiv os forældre – pegede på en anden kandidat, ignorerede man vores anbefaling. Det var en sandkassebestyrelse uden reel magt.
Jeg ser det samme i ældreplejen, på skolerne, i daginstitutionerne. ”Frisættelse” bliver et fint ord, hvis det blot betyder, at medarbejderne får en smule ekstra spillerum. Velfærdens brugere og medarbejderne skal have reelt medejerskab. Samtidig er der ingen modsætning mellem medarbejdernes faglige frihed og borgernes indflydelse – at give borgerne indflydelse bør være en del af medarbejdernes faglighed og ikke stå i modsætning dertil.
Men hvorfor bliver muligheden droppet?
Når undersøgelser viser, at lokale kræfter gør en positiv forskel, hvorfor siger borgmesteren så nej til ny pulje til lokalplejehjem? Jeg tror, det handler om modvilje mod at afgive magt. Hvis rådhuset eller forvaltningen stadig bestemmer alt, får lokalsamfundet aldrig det afgørende ord, men borgmesteren beholder magten.
Bliv en del af kampen
Jeg vil have, at vi går hele vejen med frisættelsen – både i ældreplejen, på skolerne og i daginstitutionerne. Når bestyrelserne får formel indflydelse, og medarbejderne samtidig får AI-værktøjer til at lette papirarbejdet, kan vi skabe bedre og mere tidssvarende velfærd. Men det kræver, at vi tør rykke magten ud, hvor hverdagen leves.
For mig er det her ikke kun et lokalt anliggende, men en principiel kamp for, at borgernes stemme tages alvorligt. Undersøgelserne understøtter det, vi længe har set i praksis: Ægte frisættelse fungerer. Nu handler det om at få vores lokale politikere til at handle derefter. Jeg håber, du vil tage kampen op sammen med mig – for vores børn, vores ældre, og for bedre velfærd til os alle.