Folkemøde 2026: Lars Løkke Rasmussens partiledertale

For seks dage siden fyldte vi, Moderaterne, fire år. Og på den korte tid har vi haft to gode folketingsvalg, hvor vi har været udslagsgivende for regeringsdannelser, der balancerer om midten og sætter en stabil og ambitiøs kurs for Danmark i en udfordrende tid.

Krig i Europa. Handelskrig over Atlanten. Krige i Mellemøsten, der – hvis situationen ikke snart deeskaleres – kan udløse en global energikrise og sende verdensøkonomien i bakgear. Et globalt teknologikapløb, hvor USA og ikke mindst Kina giver Europa baghjul. Angreb på den internationalt baserede retsorden, der i generationer har været fundamentet under et lille land som Danmarks mulighed for at vokse i velstand via global handel og investeringer. En demokratisk samtale som er under pres fra misinformation, internettets ekkokamre og politiske kræfter – ikke mindst på den yderste højrefløj – der hellere vil splitte end samle. En AI-revolution, som vil forandre vores arbejdsliv og arbejdsmarked på en måde, vi endnu kun har gjort os fattige forestillinger om.

I mange år har jeg talt om, at vi skal stramme bardunerne på teltet Danmark, så det står fast, når forandringens vinde rammer det. Måske er det ikke nok. Måske vi skal flytte teltet – hen på fremtidens sikre grund, så vi – et af verdens lykkeligste og rigeste folk – har helt fast grund under fødderne, når tsunamien af globale forandringer og magtforskydninger rammer os de kommende tiår.

Det er Moderaternes mission. At sætte det lange lys på, så Danmark også er en harmonisk og velstående plet på jordkloden, når mine børnebørn når min alder.

Det kalder på lige dele bekymring og optimisme. Ærlighed i analysen af vores – og Europas – situation:

Migrationspresset, den demografiske modvind, det for dårlige investeringsklima for blot at nævne nogle få ting.

Men også på handlekraft og tro på, at i morgen kan blive bedre end i dag:

En udvisningsreform, så vi kan sige farvel-og-ikke-tak til de få, der misbruger vores gæstfrihed, for at kunne sig goddag-og-tak til de mange, der holdes vores samfund i gang. For bare at nævne én ting.

Men også byrdelettelser til erhvervslivet, decentralisering og faglig frisættelse i vores velfærdsinstitutioner. En sporskiftefond til de mange, der i et langt arbejdsliv kommer til at skifte job p.g.a. den teknologiske udvikling. En AI-accelerationsfond, så vi – samfundet og borgerne – kan høste de oplagte muligheder sundhedsmæssigt, uddannelsesmæssigt og via bedre offentlig service. Lavere skat på arbejde og aktive investeringer, og – ja – muligvis et nyt boligbeskatningssystem, hvor skatten for at bo blive lavere mod en avanceskat ved salg med store gevinster.

For blot at nævne nogle andre ting, der peger fremad.

Derfor gik vi til valg på en bred regering hen over midten. Derfor trak vi store veksler på danskernes tålmodighed ved at prøve at fremkalde en situation, hvor partier på begge sider af den politiske midte lænede sig mod hinanden. Det lykkedes ikke. Så prøvede vi centrum-højre. Det spændte Dansk Folkeparti ben for. Og derfor blev det centrum-venstre.

Når man ikke kan få en regering hen over midten, er en regering MED midten så langt at foretrække.

Jeg ved godt, at det fremkalder vrede ledere i det, jeg tidligere har kaldt et skolebladsmenighedsrådsjournalistisk medie – Berlingske Tidende. Men det tager vi med. For vi læser også andre aviser.

Ekstra Bladet f.eks. – der jo tør, når andre tier. Eller fortier, kunne man fristes til at sige. Ja, ja, de tager det måske nok som et dødskys på redaktionen, når jeg fremhæver det. Men jeg faldt altså over overskriften: ”Løkke fik fuld plade hos Mette”. Som i, at det var lykkedes Moderaterne at få rigtig meget af vores politik båret ind i den nye regering:

Mellemskatten afskaffes. Toptopskatten afskaffes. Selskabsskatten sænkes med tre procentpoint. Aktiesparekontoen hæves til 500.000 kr. Der skal laves en kapitalbeskatningsreform. En ny velfærdsaftale skal forbedre – og ikke udhule – dansk økonomi. Fødevaremomsen skal halveres og helt fjernes på frugt og grønt.

Regeringen vil gennemføre værdighedsreformen, endda i en styrket udgave.

Regeringen vil fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner.

Regeringen vil tage initiativ til en firepartsaftale om fremtidens griseproduktion – den såkaldte grise-firpart, som vi foreslog i valgkampen.

Danmark skal fortsat leve op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.

Og jeg kunne fortsætte. Det er rigtig, rigtig godt.

Realiteterne er som de er. Valgets tale gav os et fragmenteret folketing. Men med hårdt arbejde, udstrakte hænder og åbent sind er det lykkedes os at danne en fremadskuende, frygtløs, optimistisk og ambitiøs regering. Hvis vi bærer os rigtigt ad, så kan det bringe vores land langt.

Derfor tager vi automat-kritikken med ro. I Piet Heins forstand … ”Der findes én ro, og den beror på, at du er tro mod det, du tror på.”

Og som et socialt og liberalt parti, der nægter at danse efter en romantiseret, nationalistisk pibe, hvor Danmark skal fraternisere med MAGA-ideologien, vende om ikke ryggen, så dog siden, til Ukraine, dele mennesker efter tro, træde tilbage fra kernen i EU og aktivt nedbryde den regelbaserede verdensorden, foretrækker vi så langt at tage arbejdstøjet på i den regering, der nu er dannet.

Også selv om statsministeren hedder Mette Frederiksen!

Måske nogen af jer har hørt historien om den tidlige morgen, jeg kom hjem, efter vi om natten havde dannet SVM-regeringen i 2022. Og ikke kunne komme ind! Solrun havde i bogstavelig forstand stillet mig stolen for døren – fordi hun ikke kunne få fat i en låsesmed på det fremskredne tidspunkt. Det var mildt sagt ikke populært hjemme i mit færøske bagland, at jeg havde lagt mandater til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Og nu har jeg så gjort det igen.

Så spændingen var stor, da jeg kørte mod Græsted, efter vi havde præsenteret regeringsgrundlaget på Marienborg. Men solen skinnede over haven, døren var ulåst og der var endda sat et glas frem på havebordet.

Jeg siger ikke, at min færøske klippe er smeltet hen i beundring over Mette Frederiksen. Men sæder mildnes. Og måske er jeg også selv blevet mildere med årene. Jeg har i hvert fald ikke længere lysten til at slås KUN for slåskampens skyld.

Forleden dag var der en betænksom sjæl, der sendte mig et citat af K.E. Løgstrup. Han havde haft det liggende på skrivebordet, og det mindede ham om Moderaternes politiske projekt. Det lyder sådan her:

“Jo mere kompliceret vort samfund og i det hele taget vor kultur bliver, desto mere fristet bliver man til at give op. På een af to måder. Vil man tænke mindst og tale mest i en lysten aggressiv opgejlethed, giver man sig til at ride den ideologiske forenklings kæphest. Vil man være på den sikre side, opgiver man at tage standpunkt, begraver sig i sin specialitet, hvis man har en sådan, og vil ikke være andet en expert. Den første vælger dilettantokratiet, den anden teknokratiet.
Men det komplicerede ved en sag udelukker ikke, at man når til et standpunkt og forfægter det. Det komplicerede forlanger kun, at man forbliver i diskussionen med dem, man er uenig med, og at man giver dem ret i så meget af det, de siger, som man overhovedet kan. Overbevist om, at argumenterne, der bliver tilbage for det standpunkt man indtager, kommer til at stå så meget stærkere.”

Løgstrups pointe var enkel: Man behøver ikke vælge mellem at have et standpunkt og at lytte til andre. Et kompromis er ikke at bakke på egen overbevisning. Det er snarere et udtryk for, at ens overbevisning er stærk nok til at tåle en diskussion.

Det tilslutter jeg mig fuldt og helt.

Nu går vi så ind i regeringsperiode, hvor I kan teste os på det. Mange gange, vil jeg tro. Som mindretalsregering skal vi forhandle både til højre og venstre, når vi skal igennem med vores politik.

Men vi gør det med et balanceret udgangspunkt, hvor vi ikke har skulle sælge ud på vores værdipolitik og menneskesyn for at fremme vores ambition om et rigere, friere og rimelige Danmark.

Vi glæder os til at komme i gang.

Hav et rigtigt godt folkemøde!